Interview af Mathias Schønberg
Tilbage i marts mødtes jeg med den københavnsk bosatte kunstner Tehran på en café, få dage efter deres koncert i Grå hal til arrangementet Nattesol, hvor den elektroniske musiker Zuli og impro-kollektivet 20_14 assembly også spillede. Det, jeg troede, ville blive et kunstnerinterview om Tehrans mystisk forsvundne plade Husqvarna, blev til en samtale med et meget ægte menneske om meget mere. En samtale om at være til i en verden, der ikke er ok, og om ikke selv at være ok.
Albummet Husqvarna er ikke udkommet, selvom Tehran havde release-koncert for albummet på ALICE for snart et år siden. Efter vores møde på cafeen forstår jeg hvorfor. Her fortalte Tehran om ambivalente følelser ved at udgive musik i en industri, der er ”så fucked up”, især når det er musik med stor betydning for ens egen historie og bevægelse videre fra den yderste rand af et psykisk knæk.
Det blev også en samtale om de oplevelser og personer, som er en del af pladen. Om naboen Lars i Nordvest, som plejede at åbne altandøren midt om natten og skrige desperat ud i natten, og om Tehran, der plejede selv at vinduet for at lytte. ”Han skriger mine skrig”, fortæller de om oplevelsen af at ligge og lytte til de ensomme skrig klinge mod muren. Lars sprang. Ud fra samme mur, som Tehran selv har stået på kanten af, inden de søgte hjælp. ”R.I.P. Lars”, siger de og tager sig til hjertet. ”Han er med på pladen”.
”Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Jeg har embracet det. Det er ok”.
– Tehran
Fra turné til terapi
For omtrent fem år siden turnerede rapperen Nadia Tehran sammen med Young Lean, spillede store koncerter og blev omtalt i Vogue, Vice og allevegne med sit album Dozakh: All Lovers Hell. Verden så et forbillede i den unge og modige kunstner, der blandt andet havde skabt overskrifter ved i 2014 at filme sin musikvideo til Refugee fra EP’en Life is Cheap, Death is Free sammen med sin far i hans tidligere hjemland, Iran. I videoen ser man en attitudefuld ung Nadia Tehran rappe ind i kameraet på gaden i Teheran, hvor det under det autoritære teokrati ikke er tilladt for kvinder at danse eller spille musik. De blev også anholdt for det og lykkedes med at blive løsladt, fordi de havde gemt memory-kortet i undertøjet.
Efter tiden med overvældende succes og anerkendelse oplevede Tehran i 2022 efter at have spillet på Roskilde Festival et knæk i sit mentale helbred. ”Det var store publikummer, og vi havde travlt. Jeg var indlagt og væk fra Kunstakademiet et helt år. Men det er en del af min rejse nu, og det en del af pladen”, fortæller de på cafeen, hvor vi sidder. ”Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Jeg har embracet det. Det er ok”.
At finde vej hjem i musikken
Men dette knæk genforenede dem også med nogle vigtige sider af sig selv – bl.a. den mere punk del af sin musikalitet, som de havde med allerede fra sin tidlige ungdom i den lille svenske by Husqvarna, hvor de er vokset op. En by, der også er kendt for sin fabriks store bidrag til det svenske bruttonationalprodukt med produktion af havetraktorer og motorsave. Og våben.
Tehran gav mig lov at høre Husqvarna efter vores møde, og hvis man oplever en af de koncerter, de fra tid til anden giver på trods af, at det i deres egne ord er ”så fucking nerve-wrecking” at spille live, vil man kunne høre en ganske anden musikalsk retning end før 2022. Den nye retning, Tehran har taget med sin musik, er dyster og fuld af smerte. Teksterne er sunget på svensk, og lyden varierer mellem uhyggelig hvisken og kold blackmetal-lyd, skrig af åben desperation og tung doom metal, og også ophold med rolige melodier i mere fremkommelige lydbilleder, hvor man kan føle sig tryg ved, at det hele nok skal gå.
De fortæller om sit skift kunstnerisk udtryk, at det er et personligt skift mod at omfavne sin fejlfuldhed og sårbarhed. Det kommer ifølge dem selv som resultat af tiden efter, psyken sagde stop. Her begyndte daglige møder i studiet med produceren Bjarke Fuglsbjerg, som også går under navnet 22stain, hvor flere fuldt improviserede sange blev til om dagen.
”Jeg var i recovery og prøvede at holde mig sober, og vi mødtes bare hver eneste dag. Vi lavede mange, mange sange. Det var flere om dagen. Jeg har ikke rigtig skrevet nogen af sangene, de var fuldt improviserede, det var bare ”record, next song, record”.
”Det er egentlig mere noget, som jeg er vendt tilbage til, end det er en ny lyd. Jeg kom fra punkmusikken, og der var en kæmpe blomstrende metalscene i Jönköping og Husqvarna, da jeg var teenager.“
–Tehran
Men lyden har rødder langt dybere tilbage i Tehran selv end blot tiden omkring helingsprocessen. Om tiden op til Roskilde-showet i 2022 fortæller de: ”Jeg havde et band, der hed Therapy Girls, og vi skulle til at udgive en plade, men så crashede jeg bare. Jeg var begyndt at prøve nogle andre stemmer af allerede dengang, så selvom vi lagde bandet i graven, er der nogle ting, jeg tager med derfra. Det er også en sorgproces over det band, som jeg elskede virkelig meget og stadig gør”.
”Det er egentlig mere noget, som jeg er vendt tilbage til, end det er en ny lyd. Jeg kom fra punkmusikken, og der var en kæmpe blomstrende metalscene i Jönköping og Husqvarna, da jeg var teenager. Jeg spillede selv i band dengang og turnerede metal-festivaler i Finland. Så det er en måde at vende tilbage til noget og eje det i stedet for at flygte fra det, jeg kom fra, eller være hjemsøgt af det. Det er et forsøg på at vende hjem.”
Metalindustri og Sveriges falske neutralitet
Da jeg spørger ind til, hvad det er for et sted, Tehran kommer fra, og hvorfor pladen deler navn med det, forklarer de: ”Husqvarna, hvor jeg kommer fra, deler navn med den fabrik, hvor begge mine forældre arbejdede, da jeg var lille. Den har et image udadtil som en del af den svenske økonomiske succes med innovation og design og svensk neutralitet, men fabrikken startede i 1800-tallet som en våbenfabrik, og den er en del af den vestlige krigsmaskine. Der er lyde med på pladen af de motorsave, mine forældre producerede. Men det er også lyden af det store krigsmaskineri i verden og svensk medvirken til volden.”
De fortsætter: “Bare ordet ”heavy metal” og den industri, der omgiver det, er forbundet med stinky højreorienterede referencer. Så det er også en måde at appropriere noget, jeg er i opposition til”, forklarer Tehran og tilføjer, ”Jeg ser det som en kompensation for den minimumsbetaling, mine forældre fik for deres arbejde. Og som en kompensation for de situationer, den industri er med til at skabe globalt.”
“Den måde, det lyder på, og at det smelter, og at det er farligt. Det har hundrede procent inspireret den musik, jeg gerne vil lave nu”
–Tehran
Til Tehrans koncert i Grå Hal tilbage i marts skrev jeg fragmenter af sætninger ned, som jeg hørte i løbet af koncerten. Sætninger som ”Evig istid”, ”Det var bare en dröm” og ”Det är ingen kvar” blev henholdsvis hvisket med uhyggelig, hæs stemme og skreget desperat ud gennem et hårdt metallisk lydbillede og et trommesæt, der blev spillet på en gang hårdt og opgivende. Og Tehran selv spillede guitarriffs så triste i melodierne, at ”melankolsk” ikke rækker til at beskrive dem – de var nærmere tragiske.
De fortæller, at ”metal som materiale har været meget spændende for mig – også som noget, der fungerer på tværs af form.” De har i deres uddannelse på kunstakademiet også arbejdet med skulpturer og forklarer, at ”den der hårdhed, materialet har, er fed at arbejde med. Den måde, det lyder på, og at det smelter, og at det er farligt. Det har hundrede procent inspireret den musik, jeg gerne vil lave nu”.
Et eksempel på den metallyd, Tehran arbejder med kan høres i denne live-optagelse af nummeret Alhamdulillah fra festivalen Creepy Teeppee 2024 i Tjekkiet.
At bære smerten
Men fra tid til anden blødte et blidere nummer stemningen op med mere naivistiske og lette motiver, men her mod dissonante lead-riffs fra guitaren eller Tehrans grådfulde skrig som kontraststof. Dog var der hele tiden en varme at mærke fra Tehrans udstråling – et vredt smil og et uapologetisk krav om at være til. Deres personlighed var til stede på scenen på en måde, så man følte, at man havde en tryg guide i hånden gennem det kolde mørke.
”Det handler også om at holde ud. Om at bære smerte. Det er også den følelse, der er i at skulle holde sig sober – det, at blive i sin smerte og holde den uden at flygte.”
–Tehran
Man kan høre i Tehrans musik, at numrene er befolket af flere end dem selv. Enkelte samples optræder også i Tehrans Husqvarna-univers. Blandt andet talebeskeder fra Elvis, som de mødte under behandling på en psykiatrisk afdeling – ”Hun plejede at ringe til mig og lægge lange voicemails, og vi blev faktisk venner. Hun var cool”. Men den adgang til de yderste dybder af følelserne, som Tehran har oplevet, giver også publikum adgang til noget større. Noget universelt, som vi måske deler i smerten, sorgen og håbet.
Da jeg nævner de sætninger, jeg hørte til koncerten, fortæller Tehran, at ”en evig istid” ikke for dem handler om ren dystopi. ”Det handler også om at holde ud. Om at bære smerte. Det er også den følelse, der er i at skulle holde sig sober – det, at blive i sin smerte og holde den uden at flygte.
Et sug af håb i kroppen
Jeg havde også på forhånd inden vores samtale på cafeen stillet Tehran spørgsmålet: ”Hvad giver dig håb?” Da de skulle svare på det, opstod en lang betænkningspause. ”Jeg har virkelig skulle tænke meget over det”, svarede de og kiggede længe på sin kop. ”Hvad giver mig håb? Jeg tror bare, det er de små ting. Altså træerne, græsset og fuglene. De små øjeblikke af dagen, hvor det bare er virkelig smukt at være i live og være her”.
På det tidspunkt i samtalen mærkede jeg et stærkt sug af følelser i min egen krop og en serie af små skælv over huden. Og jeg spurgte til, om der er nogle ting, der er særligt udløsende for at opleve disse øjeblikke – om der er noget, der medvirker til at opleve håb?
”Ja, det, tror jeg, er venner. Og familie. Altså mennesker, man har omkring sig. Og så ikke mindst den bevægelse af mennesker, der lige nu rejser sig op og gør noget, som finder hinanden i en tid, hvor verdens tilstand er hård, og vi virkelig går imod en doomed fremtid. Så er det mødet med mennesker og med kærlighed, der betyder noget”.
Del af en rejse videre
Tehrans næste koncert på det tidspunkt, vi talte sammen, var på Arctic Sounds i Kalaallit Nunaat, hvor de netop har været. Man kan også opleve Tehran til Lost Farm Festival i august, men ellers har man skulle holde godt øje med arrangementer som Rewild for at fange dem live.
“Kunsten behøver ikke altid være sjov, og den behøver ikke altid være sej. Eller håbefuld egentlig. Der skal også være plads til, at det bare er fucked.” –Tehran
De tilføjer til mit allersidste spørgsmål om, hvad det næste, vi som publikum får mulighed for at opleve bliver, er: ”Jeg tror ikke, jeg kommer til at spille den her musik for evigt. Jeg tror, det er en specifik tid i min kunstneriske rejse, hvor jeg skal processere det her. Men så skal jeg også videre. Måske til en helt anden lyd eller et helt andet kunstnerisk udtryk. Men det er ligesom her, jeg er nu. Det har været nogle hårde år, og det er blevet noget hård musik, og det er også hårdt at spille den. Og ingenting er ok, men det er også ok, at det ikke er det. Nogle gange behøver man måske ikke fikse det. Kunsten behøver ikke altid være sjov, og den behøver ikke altid være sej. Eller håbefuld egentlig. Der skal også være plads til, at det bare er fucked.”
Uanset om pladen Huqvarna kommer ud eller ej, håber Tehran, at ”folk kommer ud til shows og bare kan dele, at vi er i en svær tid i verden sammen.” Jeg deler dette ønske, men nærer dog alligevel også for alle andre et stærkt håb om, at den på et tidspunkt kommer ud, så de stærke øjeblikke og dybe følelser, Tehran har indfanget i sin musik, også kan blive delt i lang tid frem.
Blot et enkelt nummer fra Tehrans album Husqvarna er p.t. tilgængeligt, nemlig دلم گرفت Delam gerefteh, som kan høres her.