Af Claus Haxholm (P.S. denne artikel er et akkompagnement til interview med sæNk).

Jeg vil prøve at lave et omrids, en introduktion til sæNk af en art bagvej. sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft. Det er et band! Ihvertfald også lyd. I et noget der i høj grad minder om tungt støjende fri-rock. Mindre rock og mere fri. Men guitar og distortion får mig til at tænke på rock. Det må jo jeg indrømme.

Alt dette igennem mine øre, udi gennem mine fingre. Flere forskellige typer støj er der gerne, og nogle gange en klar nok rytme, ikke nødvendigvis urytmisk, men opløst og repeterende, som den mest simple form for rytmisk fremdrift eller fravalg af samme. Mange forskellige lyde over en række af Youtube-videoer. Fra helt ren midi-kadence undersøgelser til rock til abstraktion og betitlede afdelinger til hele klodser af samlet vilje som i form for bandisk udlyd.

Flere mennesker, men forskellige tanker, der udsiger sig på ét styks medie. WRESTL. Der er også tit, eller nogle gange sang. Utydelig og effektueret sang. Rumklang. Tremolo. Distortion og sikkert effekter, jeg ikke kender ord til. Men det fungerer. Forskellige grafikker og skrifttyper, men vi bevæger os primært i noget mørkt, koldt og hårdt. Måske ikke helt hårdt, måske slet ikke hårdt. Det skifter nok. Det samme med temperaturen, og det er måske noget af det, der er forvirrende og giver næring i disse klange. Voldsomt, men også blandet. Mixed emotions. Ikke et klart svar. Måske bare ikke klart. Jeg ved ikke med svaret. PITCHBLCK. VIVI6 jammin’ og gemmensigtig skrift.

Man kan også improvisere med at lytte på forskellige videoer frem og tilbage og gå videre. Keyboard med meget ekko og guitar i rifflås! Klare glasanslag. Duo? Er de en duo mest? Eller bare flere? Blanding? Men aldrig/sjældent flere end en 3-4 stykker? Er det rigtig forstået? Lydene giver ikke i sig selv et svar.

Men det rocker og er besværligt. Betonsurfer og containerpuder. Jam/Improv? Middelalderkor-øvelser.. .. .. Maver. To og to. 2×2. Tucker maver med V. Er det VIVI? Aaaaah. Så en mave med V og én med I og så kopiere det ud. Hvor kommer 6-tallet fra så? Stærk rød farve? Tiden er 6.45, så måske dér. Hornet er med. Hornet er med. Som folk ikke er flest. Riffet bliver holdt så godt og ind med det hele. Mest af alt vedholdenheden.

Som en optakt til at snakke med Sufie Elmgreen og Mathias Klarlund fra bandet sæNk lavede jeg en simpel oplevelsestranskription af to numre. De kan læses her:

LONQ/LONQ/Saiyans – Lytningen som cykelrapport

Vi starter med en lyd. En synth. En guitar. Mild dissonans og et løft med tonerne, en harmonika lyd iblandent? Melodien har karakter af en klassiker, let jazzet – europæisk af natur. Det er spillet med fingre og hænder og tanker, hvilke akkorder kommer nu? Er det Improviseret? er det en skrevet melodik?

Jeg tror måske den er delvis skrevet, men primært improviseret – der der går sløjfe i melodien og en krystalisering går igang, glasset i synth-lyden trænger frem. Toner bliver holdt, men samme stemning og sørgmodighed –
Med samme fremdrift. Brændt aske træ på mørke-grå baggrund, med ekkolyn.

Bider Stemmer. Lyttes fjernt i fjeldet. Meget rumklang. Men kort. 100%, men med meget kort decay tid – sangen forsætter. En kvinde stemme. Andre lyde dukker op. En gåtur? Nej – en bevægelse og stemme, men så er den væk igen. Vokalen er muligvis dubbet, eller visse dele af det er.

Tåge-synthen holder tonen, spiller en anden melodi langsomt og kan ikke finde ro. Den peger i mange retninger og fare sig selv vild i den nøgne skov. Guitaren forsvinder, men kommer igen og lægger sig til hovedmelodien for så at brække sig fri og lave et andet forløb, og synthen antager akkompagnement. Stemmen vender tilbage. Hvad bliver der sagt?

Er der noget der ikke kan findes?
To-tre elementer. “I love only this night, what planet is this?” Tror det er engelsk. “A land of decay? I’d rather not say?” Vokalen dukker frem af tågen og synger næsten-klart med meget kort rum på stadig. Synthen er væk, men guitaren og sangen har noget sammen her. Bider ikke, men har en nogenlunde fælles forståelse. Lyrikken gemmer sig i rummet. Men en flot melodi, der hænger sammen med første del af kompositionen/improvisationen. Der er et riff, det kender sin egen kodning og sangen passer til. Der er altså en gennemgående forståelse. Bag ved kommer der en forvrænget guitar op og river lidt rundt, midter-Nordenstam lidt, mørk-svenskligt.

Sangen udvikler sig og får mere og mere distortion smurt på/ved. Nu vist også meget på vokalen. Jeg ved ikke, hvad landskabet er her. Det kunne godt være mere bjergiøst, tunge klipper, men med tyndt mos uden på, og det er mosset vi høre.
Og så klipper sangen. det var de 11 minutero!

Toccata Vocante x Tutti Triste – Stairways live improv ved Die Gleise Power

Der er lidt industriel ukulele lyd, og en rock guitar strømmer ind. Tager form. Anslag. Der er noget, der er rytmisk et sted derinde. Feedback, og enten synth eller en anden meget processeret guitar, der anslåes, og igennem delayen giver rytme og dybde. Feedbacken er i baggrunden, og dybde-ekkoklangen er vist i foregrunden. Næsten. Der er også noget metal. Sådan lyder det. Noget bliver andenslået, men muli’vis akustisk, således at elektronikken er højere.

Måske er det kæder, der rasler af volumen.
Der er noget, der bidrager med en nærmest sagte sandbevægelse, og så kommer der kort en trommemaskine, der peger på hurtig Ibiza 2002-04 – eller måske hollandsk? Væk igen. Så kommer der saxofonen. Måske flere, men nok kun én i den industrielle mudderklang. Den volder rundt et sted deromme og vedkender sig ikke helt, saxofonen skærer igennem og finder tonaliteter at arbejde med.
Simple melodik, men ikke engang, mere reaktion. Blank reaktion på et højt sted.

Billedesiden giver primært blink. Der er mennesker. Nogle står nogle spiller. Grønt glimt.
Vi begynder at bevæge os fra tid til flade. Statisvilje holder ved sig selv. Der er variationer i delay-anslagene, men der er en feedback-guitar, der har sandblæser stemning på, der vedholder sig selv og sin betonvilje. Mere skærer igennem. Overdrive. Distortion. Saxen forsvinder. Pause. Mere guitarisk og synthvilje dukker op og har nu mere på menuen. Stadig tungt. Stadigt hårdt. Ikke som et riff. Men bevægelse, ingen tvivl. Der er bevægelse, instrumenterne bevæger sig, og dermed også klangene. Der er noget elektronisk, der fløjter, og måske er det noget blæs af en art, men der er også noget elektronik. Bipper og piver efter mere luft, og der er kommer tremolo eller lignende på et sted derinde i guitarmosen. Det danner et lag mere i det rytmiske element. Det kværner jo, og påstår det kan blive ved. Allerede ret hurtigt dog, sker der noget.

Tempoet er faldet? Noget er tyndet ud eller lignende. Mere luft pludselig. Elektronikken brokker sig mindre. En spillet guitar et sted. Stadig dyb ekko-feed, et kvindebrøl? Der bliver trukket et objekt over strenge. Lidt feedback også, men der er også en melodik/akkorder derinde. Næsten som akustisk guitarisimo. Saxen ind forbi igen. Vil melodi, men vil ikke. Kradser rundt på det meste. Ikke rundt. Famler eller påstår. Lyst og åbent i forhold til andre lyde gerne vel. Den skærer man sig gerne på. Riffet træder mere frem. Saxen har én tone. De har én fælles tone. Hvor kan vi gå hen nu? Der er stadig fint med støj et sted deromme, det har været lidt væk, men aldrig helt, nu vokser det igen og vil med. Væk. Det buldrer. Ømheden forsætter, der vokser er noget inden i siloen, der har stået tom så længe. Bevækstninger. Små rødder og rumklang. Ikke meget men noget. Ikke syntetisk, men naturlig rumklang. Melodien finder en vandpyt og drikker lidt og fortsætter så igen, og mister modet eller ikke modet, måske bare….Finder mørket. Måske giftigt vand. Saxen bevæger sig mere i dybet nu. Effekter dukker op. Industrien er aldrig væk, men ændre karakter, mere i diskanten nu. Sandet. Sandet er der også. Mærkelige bækninger. Metal. Zildjan. Hov. Stille. En vedvaren anslåning af en guitar streng. Noget andet også, men mest dam dam dam dam dam dam dam dam med sax oven på på på på på på på, lidt sang og jazzguitar.

En der spiller guitar på en helt helt anden måde, med et anden kendskab til teknikmos, der er også vokal. Hun nynner. Ikke siren men leger med saxen. Lokker? Eller påråber. Bare uden at råbe, påsynger. Simplicity med frihed og effekter. Disse effekter bygger mere op igen. Rytmen opløses igen og finder sig et andet sted at forsætte, mere feedback igen. Vedvarende. Nu har saxen en type rytmisk anker. Eller en tone-række at holde sig til. “C,se Z?” Siger hun det? Siger hun virkelig det? Men der er baglæns effekter, og saxen og guitar spiller. Baglæns kommer frem i billedet. Blinker gråt og lyst, lidt orange. Der bliver tabt en øl flaske ret langt væk.

Vi har været dybt nede i siloens rungende bund, og nu vil vi til at op igen. Sådan føles det. Sådan føles vilje. Mere støj et sted, men ikke voldsomt, mere dybt og løst rytmisk. Buldren nok egentlig. Saxen er igen som fuglens vinger, fri og skærer på væggene, finder ikke, men søger også stadig. Metal-riff i en doomisk forstand. De presser sig frem, forvrænget og tungt, men det er Lou på guitar. Jeg mener letheden. Reed kan ikke doome den. For meget liv. Akkorden. Lidt let i det og saxen spiller med. Medhold. Team-building. Fællesskab, med en ødelagt dunjakke på tæthold. Løse strenge. Tremolo sand.

Skifter tempo, og det er hårdt. Guitaren veksler med sig selv. Tre lydkilder. Saxen holder også. Måske ikke pause. Jo, det gør han. Der ser jeg nu i blinkene, og lidt tilbage igen. Thumpin og mælkekasser. 8-dels anslag og så i delay-suppen. Forsætning, men ikke med anslagene mere. Lyden liv vil mere. Effekter. Klassisk. Phaser og chorus og klikken på effektpedal som effekt og instrument i sig selv. Metal-knappen.Vi kender den så godt. Hjemmet. Distortionen er tyk og drejer om sig selv. Så måske med flere lag på. Helt helt tyndt distortion pludselig – og så tilbage til den buldrende kosmiske variant, og så væk igen. Har vi med en dialog at gøre? Måske ikke som kamp men heller ikke ‘chitchat’ over kaffen. Og så stilhed. Sådan! baaaam-effekten på stilhed, og så klikken! Feedback og tynd guitar langt langt væk. Giver ikke op bare fordi, én ikke spiller og spiller igen og begynder at grave. Lidt desperart. Som i rart. Saxen må hjælpe til, og vi har feedback-murerværk at forholde os til. Altså feedbacken som kompas. Hvad er væk, og hvad er her. Digital rumklangsanslag er der også. Effekter i flere lag. Nok ikke så mange, som det lyder til, men nok til en ret kompleks flade og så pludselig højdigital klang. En guitareffekt. Jeg husker den tydeligt, men har glemt navnet. San Francisco 2009-11-agtigt. Mouse evig-delay, pitchskiftede uvilje. Saxen tilbage efter musens sted. Saxen holder tonen, men begynder at finde andre steder hen nu. Op ad trapper ned igen. Bas. Elektronisk. Et råb. Nogle bruger stemme. Måske ned i et rør. To råber nu. Mand og kvinde.

Og saxen må stoppe og lytte og vil så være med i skyformat. Triller rundt og råber så helt akustisk. Og så klapper folk.

Af Claus Haxholm

sæNk er et band, der er lavet af billedkunstner Sufie Elmgreen og klassisk guitarist Mathias Klarlund, af og til med Mads Egetoft, Jesper Christoffersen og Lasse Buch. Måske tit improviseret, men ikke altid eller hvordan? Skal man spørge Sufie og Mathias?

Claus Haxholm: Hey Sufie og Mathias! Jeg tænkte, om I ville være med til at tale lidt om SæNK (sic)? Måske kan vi starte med sammentrækningen af Sæcar fraNcK, som jeg ikke kender super meget til, udover han var ret kendt om orgelimprovisator ik? Nå men hans synes at være et sjovt sted at starte som en art way-off coverband? Ydermere, hvordan kom I på at starte det her band? (Har det noget med navnet at gøre?)

Sufie: Lige netop. Jeg kan ikke huske præcis, hvordan vi kom til hverken snakken om Franck, eller hvordan det blev til sæNk (udover det frække koRny N), men vi startede i virkeligheden med at være en filmklub: Tsukamoto og venner. En aften hang vi ud og røg bong og malede os i ansigterne hjemme hos mig på Amager, og så havde vi en massiv jam, det var mega smuk oplevelse. -> Jeg havde spillet meget improvisation i forvejenm men havde det meget i ørerne kun, og Mathias er uddannet klassisk guitarist og er en vild metal shredder. Han er mega teknisk, men var altså ok grøn med impro, og bl.a. dét gjorde det sindssygt spændende at spille sammen. Jeg tror vi begge følte fra starten, at de billeder, der blev skabt, var virkelig skarpe… Måske Mathias vil sige lidt om Franck?

Vi har meget at sige om det her. Det ku godt blive en lang snak! Harmonisk alteration, impro-begrebet, emo-forbudthed, livesituation som transmission, Rued Langgaard og romantik, den eklektiske ny norm!!! …… What have we not.

Mathias: Jeg husker godt, hvordan det skete. Efter føromtalte jam var vi ret ekstatiske og måtte ty tilbage til et roligt rum i virkeligheden, så vi endte en dag (måske allerede dagen efter?) med at drikke kaffe og spise croissanter inde på Hovedbibliotekets cafe. Vi snakkede løst og fast om alt det fede i livet, heriblandt det smukke ved ‘uopfordrede’ modulationer i senromantisk musik. Og fordi det er et emne, jeg holder meget af, havde jeg et par dage tidligere lånt bogen “De funktionelle principper i romantikkens harmonik ” af Jørgen Jersild. En bog der for at kunne rumme et så umuligt stort emne har vurderet Cesar Francks musik som det umiddelbart bedste udgangspunkt for at kunne nå frem til sine pointer. Både jeg og Sufie var begge bekendte med Franck, og med den stadig ekstatiske følelse og bogen her i mente faldt ti-øren, eureka-stilen, og så var der sæNk.

Den der jam var virkelig magisk. Jeg husker den stadig tydeligt, og jeg har også ofte refereret tilbage til den. Engang fortalte jeg min gode ven Ali, at jeg sådan ville unde ham et møde med et menneske, hvor han også vil kunne opleve symbiosen ved at dele og respondere på ideer med en, hvor man i så høj grad er i sync. ‘N Sync?! Det kan redde menneskeliv.

C: Ha ha. Det lyder også meget flot med de uopfordrede modulationer, så kan alt lade sig gøre! Men det er sjovt med improvisationssymbiosen (den har jeg også oplevet). Det er en vild byggesten, eller hvis man først har den, så ser landkortet/bevægelsesmulighederne jo helt åbne ud. Lidt i modsætning måske til de love der efterhånden er kommet også i den del af improv-milijøet, som jeg er blevet en del af, hvor det synes at være det non-idiomastike, der er idealet (+/-). Lovene om at være abstrakt og flydende, hvor at I uden større forbehold spiller med riffs, gentagelser, og melodistykker/støj. Altså I bruger værktøjer som umiddelbart er moves fra alt muligt mere standard musik, dog ikke på Eugene Chadbourne-måden. Jeres frihedsgrad syntes at lægge vægten på noget andet/sjovere: musikken, musikken som et eget forløb, så den kan være dissonant etc, men numrene/editeringerne føles sammenhængende, ja lidt lang kommentar. Har I interne improvisationslove eller noget? Bruger I komponerede dele, eller er alt helt frit?

S: Okay nu går det helt amok. Ha ha. Jo, vi har begge stiftet bittersøde bekendelser med de såkaldte non-idiomatiske idealer i improv, er du gal?! Men det er jo sygt; det non-ideomatiske ideal udspiller sig ofte i en sådan grad, at det egentligt bliver hyper-ideomatisk og ikke idiosynkratisk, og som med alle andre stramme formelle sprog fuld af regler, kan nuancerne oftest kun høres af folk, der taler sproget flydende.

Det kan jo være fucking magisk, når fx free jazz-improv sproget bare fucking duer, men det forbliver så også bare ét sprog.

/

For mig at se, er det er vildt at sidde dér og ville være sig, – navnet står på plakaten, og så gøre alt for at opgive alt der hedder fodaftryk eller egetsprog, eller endda eklekticisme. Det er som om, personlig stil er noget, der skal sive ind i musikeren (og musikken) udefra… Det er whack at fuldstændigt ignorere sangen, fortællingen, og myten. Her mener jeg, at jeg synes, den skinner hårdest igennem, når man fx går og synger uopfordret med sine gode venner om natten. Og jeg synes også tekstur fx er pisse spændende, men jeg nægter altså, at noget skal udelukke noget andet i spillet. Cut the diminuition!

/

Jeg kam huske en snak, som vi havde om Anton LaVeys psykodramaer, og citatet “Any and all intellectual activity must take place before the ceremony, not during it.”

Mathias har spillet med i mine to impro-operaer “Yes or Surely A Dream” og “Reflex Spells – Abundant Conduct – A Play – Ceremony for 14 Players”, og jeg tror måske også, vi har fået en fælles forståelse derfra; Når du går op på en scene der ligner noget fra en musical (beretning) og skal levere et stykke meget sårbart materiale (være underlægning for et manuskript, du ikke har læst) og slet ikke kender til narrationen som sådan, er du jo tvunget til at lytte. Den form var fucking spændende og møg-produktiv. Men for at det fungerer, skal man også turde byde ind og tage plads.

Jeg har siden erfaret, at den måde at spille sammen på virkelig kan bære frugt, selv når, og måske især når, der hverken er en planlagt scene eller et manus.
Jeg tror virkelig at når man giver fuldstændigt slip og bare spiller, trækker man på alt, hvad man har hørt, og det er fandeme en kraftoverlevering. Og det er jo i princippet ligegyldigt, hvor teknisk man er, men man skal fandeme ville noget og turde noget med de ting, man så gør.

Det betyder på ingen måde, at man bare skal stå og fucke rundt og lave lyde, for så kan det virkelig blive klamt. – Det er en frygtløs direkte fortælling, som klart også får stenede passager engang imellem, men fortællingen bliver jo i det her tilfælde kun spændende i kraft af flere stemmer, der taler ærligt og frygtløst oveni hinanden, uanset mood. sæNk handler virkelig meget om at insistere. Turde hive i hinanden og sige nej, nu går vi den her vej! Smide lidt rundt med sig selv og hinanden. Derfra stammer WRESTLEJAM-udtrykket.

Sådan kan nemlig støjen, du nævner, eller riffene eller opbygningen vare i en time i princippet. Vi prøver virkelig at give alle passager, der opstår, enormt meget plads, samtidigt med at vi klart for hver gang, vi spiller/hver koncert, har personlige ønsker hver især. Det bliver meget som at have en overdådig samtale mellem hver sin usynlige golem, men hvor de i stedet for at skiftes til at tale, kan både lytte og tale på samme tid (et kram til Gertrude Stein, the goddess), og ja de fleste af vores “tracks” på youtube ender med at være 6, 7, 20, 30 minutter lange. Det er som om, den slags spil kræver mere tid, end noget andet jeg har oplevet, selvom hooket måske har været der fra første øjeblik.

Trykke optag. Loope med hånden. Variere. Skiftes til at udbryde. Dét at spille som live-sangskrivning. Det er en meget bestemt form for koncentration, som nok også har meget at gøre med vores indbyrdes temperamenter og erfaringer. Jeg har oplevet, at mange har enormt svært ved at indgå i den form for impro. At de er ikke vant til at blive lyttet til på den måde, eller høre sig selv. De er låste i en genre, et greb i fingrene, rytmer i armene, eller de bryder sig ikke om de ting, der kommer ud af dem, hvis de så endelig giver slip. Kontroltab er ikke lig personlighedstab.

Her kommer så det med lovene. Lov nummer ét er at lytte mere til, hvad der foregår hos den anden/de andre, end hvad der foregår hos én selv. I hvert fald som udgangspunkt. Når man først kan dét, kan man slippe det fuldstændigt, og så føles det sgu næsten som om, man ikke lytter nogen steder til sidst. Så bliver det altså ritualistisk. Alle kan mærke det. Det skider jeg på.

Måske er det også fordi, at der er en eller anden ‘excess slim’ i et rum, der er noget stærkere og mere manifesteret end bare en ‘stemning’. Dét, der kan få et rum af mennesker til at kogem eller dét der gør, at der er en uudholdelig energi. Alle er smurt ind i det – og improvisation der er så følelses- og billedpræget, tror jeg virkelig overdriver den der ‘slim’. Den tilføjer noget nyt, fordi nogen er passive og nogle er aktive, men jeg oplever også, at det der i forvejen var, bliver understøttet på en sjov og tit ret overdimensioneret måde.

Til vores koncerter er publikum endt med at skråle eller hvine helt vildt, hver gang intensiteten bliver høj, og vi har et hul, hvor ingen af os spiller. Sådan spiller de jo med i virkeligheden. Jeg får tit den feedback, at én havde lyst til at jumpe scenen og spille med, og dét er det bedste kompliment at få.

Sidst vi spillede, var der også slåskamp, men ikke en genre-defineret mosh, hvor man kun må løbe sådan, bange sådan, eller damerne bliver skubbet ud til siden, for sådan gør man, men en kammeratlig løve slåskamp, fordi den energi opstod. Og folk er jo fantastiske, når de lader sig rive med (!!!!), og det er ligeså fantastisk at se, at folk bare bliver til de vildeste zombier og står og zoner med tomme øjne, eller når folk løber væk, fordi de bare hader, det de hører.

Dét, der opstår, når man spiller koncentreret frit på den her måde, er virkelig oprørsk, og i mine øjne mangler det meget i musiklivet i dag. Noget som manifesterer frihed og åbner øjeblikket. Noget som altså er okay at bare løbe væk fra, men også noget folk føler, kommer fra et andet sted end scenen nødvendigvis…

Det sensoriske og inderlige biprodukt, der er det altafgørende ift. klassisk musik og traditionen for opførelsen, er jo følelser og sansning. Det er en traditionel biografoplevelse, en sten i maven at tage med hjem, og selv i moderne klassisk musik, er det, der tiltaler mig altså, når en følelse er fucking skarpt tegnet op og gennemborer mig, uanset hvilken gren det bilder sig ind at være indenfor. Det er nok derfor, jeg får lyst til at blive ved at nævne klassisk musik. Men det er også bare en meget raffineret (destilleret) tradition. For det er det samme, doom kan, og sonisk sort metal og gode popsange.
Men der er meget musik, der tager afstand fra et romantisk ideal om sit eget potentiale. Også når det har prøvet at opbryde det. Musik må ikke også ende i fælden, hvor det ligner en stand til en messe, når det reelt er magi.

Vi spillede også siddende til de første mange koncerter, selvom vi spillede ligeså højt og smadret, som vi gør nu, og det gav en mega sjov fornemmelse af det her kammerformat. Men det skifter hele tiden, hvad vi prøver af. For tiden fyrer vi den helt hårdt stående med to guitarer, en trommeslager og tre mikrofoner.

Der er også klart noget med smag og fælles referencer (rent held som udgangspunkt), der bliver til en slags love. Det er nok gældende for de fleste bands. Sorg og vrede fx, og endnu oftere og høj høj intensitet er nok noget, vi begge virkelig nyder at spille ud.

Du spørger om, det, vi spiller, nogensinde er komponeret. Vi har sange eller stykker, vi vender tilbage til, fx “Softer”, som var vores sidste nummer til de første mange koncerter. Der var et lettelsens suk, når den kom efter en hård omgang vold, for den er så smuk og har en fuldstændigt klar linje; Den er bygget op af stykker fra en klassisk symfoni med guitar solist (Mathias må korrekse, hvis jeg husker forkert) af Manuel Maria Ponce, og der er lagt en god tyk og meget enkel melodi indover, der svømmer i sørgreverb. Til vores første koncert spillede vi faktisk udelukkende musik, der var planlagt. Alle de sange var skabt udfra tidligere øvere, som klart var mere snakkeren, end dem vi har nu.

Men vi vil gerne hen til det skrevne (mere planlagte) igen på et eller andet tidspunkt. Lige nu tror jeg, vi begge har det vildt over den her måde at improvisere på, både som duo og at prøve det med andre musikere.

C: Hvad med titler? De virker til at have en betydning af en art, men er også klangligt forholdsvis fremaddrivende + jeres grafik? Det virker også til, at det ligger et sted i mellem komponeret gif og meme/billedfunds-improvisation, der spiller med klangene? Mmhmm? Er der behov for typer af fysikalitet ang. udgivelser? Eller nettet bare det mest oplagte/praktiske/bredeste?

S: Indtil videre har vi jo bare gjort alt uden økonomi, så fysikalitet er klart slet ikke udelukket. Vi har bl.a. gang i et projekt med at omskrive en eller flere “Concerto Grosso” af Schnittke, og det skulle gerne komme som en udgivelse – og måske også i nodeformat, fordi det er noget, vi begge synes er fedt at nørde. Grafikken og videoer har jeg mest taget mig af, men altid med Mathias’ besyv, og vi snakker meget om billederne (i musikken). Det er jo meget meget umiddelbart og spiller meget på hhv. Facebook og YouTubes egne regler. Jeg har været rigtigt, rigtigt meget på nettet, fra jeg var et lille barn. DeviantArt og hele den ting er nok også inkorporeret i det. Også det, at vi valgte at have en Facebook-profil, man kan blive venner med i stedet for at lave en side folk kan like.

Videoerne spiller lidt både på det filmiske/musikvideo’ske, og den gode gamle med et billede (coverart) på YouTube, som der er smidt en eller anden doven effekt på i Final Cut, en optimeret version af det. Vi snakkede meget om at bruge mere energi på videoer i starten, men det er blevet fedt og har været vildt frigørende, at bare bruge et par timer på at lave lyden lidt frækkere, et par timer på at lave en video, og så smide den ud med det samme. Desuden er det en vigtig måde at dele musik på og være totalt gavmild med det. Jeg ved, hvad det betød for mig at gå på Hovedbiblioteket i Odense en gang om ugen som teenager og låne sækkefulde af musik, og at checke NWW-listen ud og what have you.

Lige nu af gratis store platforme, hvor man kan nå mærkelige steder hen, er Youtube den bedste, selvom den også er lige på nippet. Men jeg elsker funktionen med autoplay, og at vide at jo flere gange sæNk bliver set, jo flere gange dukker det uanmeldt op ude i sidebarren hos nogen. Af samme årsag ansøgte jeg et uhyggeligt stort antal børn og unge og voksne, der så sæNk-agtige ud på fb, fordi jeg synes, det var smukt at tænke på at få en ung fan i rusland, og at det måske ku’ skaffe os nogle koncerter nogle mærkelige steder. Haha… Bla bla bla.

Titlerne er delt lidt op i grunden, men de fleste har fået titler efter, videoen er lavet. Fx dem der spiller på det filmiske eller opera’ske som fx “[trailer] seasons”, “Infest/Racked/Spring/Plague!” og sæNks 5th (der er lagt oven i en hastighedswarped live-version af Beethovens femte symfoni).

Men meget af det er også noget, der er sagt under eller efter en jam, fx “Alle gårde er forhexede.” Her sad vi foran min computer og jammede via lydkort og høretelefoner, og så pludselig fuckede computeren helt rundt og jammede med. Vi havde tidligere besøgt Susanne (som også ligger navn til et track fra samme dag), som er en vild dame, der har meldt sig ud af samfundet og sælger ting i et helt crammed hus på amager, og så var endagsmyten ligesom på plads. I den periode havde vi det begge meget ‘hexet’ og havde nogle meget voldsomme øvere i vores daværende kælderøvelokale på Ydunsgade.

Vi har hele tiden syntes, det var sjovt at prøve at kigge på tracks bagefter og give dem navne der gør dem mere levende og på en gang måske både mystificerer dem og afklarer nogle af stemningerne. Det er egentligt bare også en leg. Ligesom i “[portally interlude/metallica/fanfix/airfoil thrust (yeah)].” Mange af titlerne har nok bibeholdt en fil-stil, og hedder noget a la det, de startede med at hedde i den meget rodede sæNk-mappe, vi har på min computer.

Schnittkes mål var at overkomme mellemrummet mellem U (unterhaltungs musik) og E (ernst musik), og det gjorde han bl.a. via “billeder” hevet ind fra alle mulige steder i hans Grosso-koncerter. Måske lidt lisom der må være et behov for alle, der tager det alvorligt at lave musik i dag at overkomme/overveje mellemrummet eller om nødvendigt, skabe et, mellem det ærlige/inderlige og “underholdningen” i, hvordan man forholder sig til bl. a produktion, distribution, den kommercielle del af det. Ikke at glemme utopierne! Det er mega vigtigt for mig, at der er løse elementer i de ting, jeg laver – og også i sæNk. Det er farligt at prøve at pudse en overflade op om noget der, i min mening, skal forblive levende.

M: Jeg har det stadig ret idiosynkratisk over sæNk her på impro-scenen. Ikke at det har været formålet, men nok nærmere en personlig nødsagelse.

Jeg prøver at skyde lidt til alt det smukke, der allerede er blevet sagt. Det er i virkeligheden utrolig rørende for mig det her. SæNk er et sprog, og meget sit eget. Det er altid en fornøjelse i jam-situationer at udtale ord på et andet sprog end sæNk’s, for derefter at opnå øjenkontakt, smile skævt, lægge hovedet på skrå og grine af det. Men det, der foregår, er egentlig ret sygt og egentlig dybere end som så. Hvis rytmen får det lidt for eksotisk, og hvis harmonierne føles for 80’er-stjålne… Ja, så er der uro i den ellers fine verden, vi evokerer. Så selvom friheden i høj grad er i føresædet, er vores selvdefinerede sprog med til at holde os i selen. Og det er meget apropos det, der også er blevet nævnt omkring at være konsekvent. Wrestle.

Som klassisk musiker sidder man ofte i spandevis af timer, isoleret fra alt andet end a4 ark med noder. Og selvom klicheen lyder på, at musikken ikke ligger i noderne, men i det man gør med dem, så præsenteres der ofte et misforhold mellem hensigt og skills. Og i dette misforhold er det set så mange gange før, at man glemmer det, der er allermest fundamentalt for den gode musik. Nemlig det at lytte. Det er nærmest basalt, men er du i stand til at lytte… Sådan rigtig lytte… Så er der ikke så meget at være i tvivl om, og misforholdet opløses, fordi fokus ændrer sig. En sej mand sagde engang, at hans favoritinstrument var trommen… trommehinden… Jeg er fan.

sæNk handler at lytte. Til den anden og til sig selv. sæNk handler derfor også om at stole på den anden og sig selv. Derfor kommer sæNk hurtigt til at afspejle selvtillid, rumlighed, ærlighed, frygtløshed og personlighed. Som sagt; brugt rigtigt, som lyttende såsom aktivt deltagende, kan det have totalt healende effekter. Magi magi.

Processen, jammen, musikken… Det handler også meget om at fjerne fokus fra ens ego  netop når egoet er allerstørst. Det er en nuance til snakken om selvfedme, som jeg syns ikke så mange er bekendt med. Ikke desto mindre har jeg (og vi) nogen gange følt, at i det øjeblik hvor det virkelig lader sig gøre, det er der, hvor magien virkelig sker. Det er der sæNk-børnene leger bedst, der hvor vores univers’ konturer er tydeligst, der hvor det går op og hvor det giver mening. Ritualistisk som Sufie skriver.

En vigtig pointe, jeg også gerne lige vil give med her, er, at det her projekt virkelig ikke er fortænkt på nogen måde. Meget af det vi skriver her, har ikke været en slagplan, vi har lagt og så prøvet at følge den, fordi det hele lød fedt. Omvendt. Med lukkede øjne og foldede hænder på maven har vi bare følt os selv, hinanden, rummet med, alt hvad det har at byde på af interiør og belysning, skråvægge og billedkunst. Det er sjovt at tænke på, at det, der så står tilbage, netop virker ret oprørsk, men sådan må det nødvendigvis være. Og jeg er meget enig i, at netop denne form for oprør mangler meget på musikscenen. Jeg fortalte om vores sidste koncert til en veninde, der ikke kunne forfatte andet end at kalde mig avangardistisk (fyfy), når jeg i virkeligheden bare har gjort det, som føltes som det mest umiddelbare i en bestemt situation. Tankevækkende.

“Softer Cadence”-sangen er ganske rigtigt fra Manuel Maria Ponces guitarkoncert “Concierto del Sur”. Kadencen deri byder på en yderst fin akkordrække, jeg har lært at jonglere lidt med. Det er i virkeligheden lidt systematisk for nogle af de passager, vi ynder at vende tilbage til. Jeg havde en periode hvor jeg fandt noderne på værker af hhv. Franck, Grieg, Rodrigo, Chopin, Sibelius, Mozart osv osv, og taget en eller anden mellemstemme, ændret rytmen på bassen, stjålet melodien og harmoniseret den komplet anderledes bl.a. bl.a. Men hver gang vi vender tilbage til disse stykker, så ændrer de sig, og jeg tror ikke, nogen af os husker det egentlig ophav til mange af disse stykker. Men de dukker stadig op af og til.

Info: Lyt til mere musik fra sæNk på deres Youtube-kanal: https://www.youtube.com/channel/UCOfLM9aW6vfUbV5gIg9eKWw

Årets bedste plader og genudgivelser ifølge Mikkel A. Kongstad/Det Glemte Guld

Et hurtigt blik ned over mine 150 bedste plader (plus 50 genudgivelser) fra i år afslører, at der næsten er lige så mange forskellige pladeselskaber repræsenteret, som der er kunstnere. Det kan givetvis skyldes en tilfældighed som følge af udvælgelsesprocessen, men ikke desto mindre fortæller det også noget om musikåret 2017: Monopolet på at udgive musik er for længst brudt helt ned, og musikken er sat fri. Selvom fordelingen af midlerne (pengene) og opmærksomheden fra den kommercielle presse endnu halter noget efter, så er det værd at bemærke, i hvor stor grad det globale marked for udveksling af idéer og kulturer er i vækst, imens nyere platforme som Bandcamp efterhånden har etableret sig som central aktør på musikscenen. Nu også med henblik på musikformidlingen som et menneskeligt anliggende, i modsætning til playliste-regimet og de algoritmiske ekkokamre opsat til ære for at booste markedsværdien på egen service, fremhæve det populære og dermed bevise egen magtfulde position og relation i forhold til populærkulturen. Her kæmpes en tiltagende nødvendig kamp om retten og pladsen til fri udfoldelse af musikken, selvejerskab over musikken og til at hylde den eksperimenterende og genre- og grænse-nedbrydende tidsånd, der blomstrer op via friere platforme som Soundcloud, Youtube og Bandcamp. Det er præcis den frie ånd, den lyksalige og uhindrede udveksling af globale som nationale traditioner og troper, der udgør den mest magtfulde opposition til den bekymrende cocktail af en stigende monopolagtig internetkultur, hvor tech-giganter tager magten over den frie fordeling og formidling, imens den politiske verden i øvrigt lukker sig mere og mere om sig selv, og kaster med gnister på det nationalromantiske bål, der vækker ubehagelige spøgelser fra den nære fortid.

150 plader. Det er mange at lytte igennem. Men det er nødvendigt. Alene for at vise og insistere på at omfavne den diversitet og vildt blomstrende verden af lyd, der eksisterer i 2017. På trods af – eller måske i virkeligheden i kraft af – alt hvad der fylder af polariserende tale og politik, bekymrende klimaforandringer og skruppelløse skattebedragere, der malker lande for værdier, for at vi alle kan få en ny iPhone. Verden er nemlig meget, meget mere end det og det er de her 150 plader et lykkeligt, opløftende, tindrende smukt og meditativt billede på.

Årets bedste plade kommer fra en polak, der er taget til Indien for at optage og komponere en plade, der kombinerer indisk folklore med italiensk computer-minimalisme og spiritual jazz. Efterfølgende er pladen produceret færdig med polakkens faste samarbejdspartner i Berlin. Årets næstbedste plade er et særdeles frugtbart og sprudlende electro-afro-jazzet partnerskab mellem en tanzaniansk Wagogo-legendes søn og de ihærdige engelske globalister i Soundthread, der arbejder med at sikre den kulturelle, globale infrastruktur. Herefter kommer der Vest-javanesisk spiritualitet af en anden verden, amerikanere, der laver japansk ambient-musik med en blanding af de billigere 80’er-synths og MIDI. Der er også blevet plads til den grammyvindende Ian Brennans magiske optagelser af Rwandas udryddelsestruede pygmæ, abatwafolket.  Juana Molina har lavet sin bedste plade nogensinde (endelig), og så er der den vildt blomstrende engelske jazz-scene, der forbinder afrikanske og arabiske rødder med alt fra moderne jazz til house og hiphop, imens man på den polske ditto iblander alt fra avantgarde og folk til indie og noise i deres version af jazzen anno 2017. De er selvfølgelig også tilstede på denne årsliste. Og så er der selvfølgelig også blevet plads til nogle af de mange forskelligartede bevægelser ud af minimalise-,ambient og new-age-musikken i kraft af så forskellige kunstnere som Rod Hamilton & Tiffany Seal, Yves Tumour, Stephan Micus, Sakamoto og Kelly Moran, ligesom der er plads til de store pop- og hiphop-avantgardister, der bøjer populærkulturens parametre af led og strækker versefødderne, og alligevel får os til at synge med. Og Arca, selvfølgelig. Uafrystelige videoer. Der er også plads til en række danske navne som DJ Sports, Son Ash, Sonja Labianca og Causa Sui, der på hver sin facon fik vist en ny sensitivt og afgørende dedikation til at udvikle eget udtryk.

2017 er næsten slut. Det har været smukt og grusomt på én og samme tid, ligesom den mageløse ambient-antologi, “Mono No Aware”. Der er sikkert mange ting vi har godt af at glemme fra årets gang, men musikken den bliver ikke glemt. Her er der 150 plader + 50 genudgivelser, du kan tage med herfra og så til næste gang du skal kigge tilbage på et stærkt musikår for at finde ny energi og inspiration. I alt 200 udgivelser fra næsten lige så mange forskellige kringelkroge og pladeselskaber. Lyden af 2017 er gudskelov så tilpas til stede i nuet og ved siden af, at den vil gjalde videre ind i 2018 og videre frem.

Årets 150 bedste plader: Lykkelige udvekslinger af globale, musikalske koder og fri musik i en verden af algoritmiske ekkokamre og designerplaylister

1. Saagara – 2 (Instant Classic)
2. Msafiri Zawose – Uhamiaji (Soundway Records)
3. Tarawangsawelas – Wanci (Morphine Records)
4. Visible Cloaks – Reassemblage (Rvng Intl.)
5. James Holden & The Animal Spirits – The Animal Spirits (Border Community)
6. Juana Molina – Halo (Crammed Discs)
7. Dustin Wong & Takako Minekawa – Are Euphoria (Thrill Jockey)
8. Joshua Abrams And Natural Information Society – Simultonality (Eremite Records)
9. Rod Hamilton & Tiffany Seal – Moon Lush (Sounds Of The Dawn)
10. Mdou Moctar – SouSoume Tamachek (Sahel Sounds)

11. Tomaga – Greetings From The Bitter End (Kaya Kaya Records)
12. Nils Økland Band – Lysning (Hubro)
13. Idris Rahman, Leon Brichard, Tom Skinner- Wildflower (Not On Label)
14. Greg Fox – The Gradual Progression (Rvng Intl.)
15. Giovanni Di Domenico – Insalata Statica (Silent Water)
16. Abatwa (The Pygmy) – Why Did We Stop Growing Tall? (Glitterbeat)
17. Yazz Ahmed – La Saboteuse (Naim Jazz)
18. Blood Sport – Live at Café Oto (Howling Owl Records)
19. V/A – Mono No Aware (PAN)
20. Kelly Moran – Bloodroot (Telegraph Harp)

21. Ryuichi Sakamoto – Async (Milan)
22. Lee Gamble – Mnestic Pressure (Hyperdub)
23. Vince Staples – The Big Fish Theory (Def Jam Recordings)
24. DJ Sports – Modern Species (Firecracker Recordings)
25. Yves Tumor – Experiencing The Deposit of Faith (Not On Label)
26. Tochigi Canopy – Collecting Things (FHUO Records)
27. Stephan Micus – Inland Sea (ECM Records)
28. Mount Eerie – A Crow Looked At Me (P.W. Elverum & Sun, Ltd.)
29. Oba Loba – Sir Robert Williams (Silent Water)
30. The Scorpios – The Scorpios (Afro7 Records)

31. Aldous Harding – Party (4AD)
32. Zimpel/Ziołek – Zimpel/Ziołek (Instant Classic)
33. Matt Mehlan – The Mehlans (Shinkoyo)
34. Anouar Brahem – Blue Maqams (ECM Records)
35. Son Ash – Easy Listening For The Hearing Impaired (År & Dag)
36. Kasai Allstars & Orchestre Symphonique Kimbanguiste  – Around Felicite (Crammed Discs)
37. Tigran Hamasyan – An Ancient Observer (Nonesuch)
38. Arca – Arca (XL Recordings)
39. Hector Plimmer – Sunshine (Albert’s Favourites)
40. Fabiano Do Nascimento – Tempo Dos Mestres (Now-Again Records)

41. Awa Poulo – Poulo Warali (Awesome Tapes From Africa)
42. Bitchin’ Bajas – Bajas Fresh (Drag City)
43. Causa Sui – Vibraciones Doradas (El Paraiso Records)
44. Richard Dawson – Peasant (Weird World)
45. Moses Sumney – Aromanticism (Jagjaguwar)
46. Kai Whiston – Fissure Price (Ninja Tune)
47. Ill Considered – Ill Considered (Ill Considered Music)
48. Kendrick Lamar – DAMN (Top dawg Entertainment/Interscope)
49. Hieroglyphic Being, Sarathy Korwar & Shabaka Hutchings – A . R . E. Project (Technicolour)
50. Dirty Projectors – Dirty Projectors (Domino)

51. Omar Sosa & Seckou Keita – Transparent Water (Otá Records)
52. V/A – Sounds of Sisso (Nyege Nyege Tapes)
53. Irreversible Entanglements – Irreversible Entanglements (International Anthem)
54. Maalem Mahmoud Gania – Colours Of The Night (Hive Mind Records)
55. JLin – Black Origami (Planet Mu)
56. Laraaji – Bring on the Sun/Sun Gong (All Saints)
57. Heliocentrics – A World of Masks (Soundway Records)
58. Joseph Shabason – Aytche (Western Vinyl)
59. Jana Rush – Pariah (Objects Limited)
60. Horse Lords – Mixtape IV (Northern Spy)

61. Ruby Rushton – Trudi’s Songbook: Vol. 1 & 2 (22a)
62. Tyler, The Creator – Scum Fuck Flower Boy (Columbia)
63. Nihiloxica – Nihiloxica (Nyege Nyege Tapes)
64. Circuit Des Yeux – Reaching For indigo (Drag City)
65. Darren Keen – It’s Never Too Late To Say You’re Welcome (Orange Milk Records)
66. Nicole Mitchell – Mandorla Awakening II: Emerging Worlds (FPE Records)
67. Luka Productions – Fasokan (Sahel Sounds)
68. Targ – Bargou 08 (Glitterbeat)
69. Makaya McCraven – Highly Rare (International Anthem)
70. Kara-Lis Coverdale – Grafts (Boomkat Editions)

71. Nadah EL Shazly – Ahwar (Nawa Recordings)
72. G.S. Schray – Gabriel (Last Resort)
73. Portico Quartet – Art in the Age of Automation (Gondwana Records)
74. The Comet Is Coming – Death To The Planet (Leaf)
75. SZA – Ctrl (Top Dawg Entertainment/RCA)
76. Maryam Saleh/Maurice Louca/Tamer Abu Ghazaleh – Lekhfa (Mostakell)
77. Tomutonttu – Kevätjuhla (Alter)
78. The Necks – Unfold (Ideologic Organ)
79. Colin Stetson – All This I Do For Glory (52Hz)
80. Aleksi Perälä – The Colundi Sequence Volume 2 (Djak-Up-Bitch)

81. Satoshi & Makoto – CZ5000 Sounds and Sequences (Safe Trip)
82. Jeich Ould Badu/Ahmedou Ahmed Lewla – Top WZN (Sahel Sounds)
83. Riddlore – Afromutations (Nyege Nyege Tapes)
84. Hype Williams – Rainbow Edition (Big Dada Recordings)
85. Bjørn Meyer – Provenance (ECM Records)
86. Kelela – Take Me Apart (Warp Records)
87. Shelter – Zon Zon Zon (International Feel Recordings)
88. Nubya Garcia – Nubya’s 5ive (Jazz Re:freshed)
89. Gaby Hernandez – Spirit Reflection (Mr. Bongo)
90. Squadra Omega – Materia Oscura (Soave)

91. Liars – TCFC (Mute)
92. Meridian Brothers – ¿Dónde Estás María? (Soundway)
93. Sote – Sacred Horror In Design (Opal Tapes)
94. Jaimie Branch – Fly Or Die (International Anthem)
95. Zara McFarlane – Arise (Brownswood Recordings)
96. Moses Boyd – Absolute Zero (Exodus Records)
97. Dedekind Cut – The Expanding Domain (Not On Label)
98. Kondi Band – Salone (Strut)
99. Justin Walter – Unseen Forces (Kranky)
100. Parlor Walls – Opposites (Northern Spy)

101. 1982 – Chromola (Hubro)
102. Schnellertollermeier – Rights (Cuneiform Records)
103. Davy Kehoe – Short Passing Game (Wah Wah Wino)
104. Caterina Barbieri – Patterns Of Consciousness (Important Records)
105. Tom Rogerson (with Brian Eno) – Finding Shore (Dead Oceans)
106. Robert Aiki Aubrey Lowe – Two Orb Reel (More Than Human)
107. Collocutor – The Search (On The Corner Records)
108. Gallops – Bronze Mystic (Blood & Biscuits)
109. Ajate – Abradan (180g)
110. Sonja Labianca – About Room, Room To Be, Rooms (Eget Værelse)

111. Cummi Flu, Raz Ohara – y (Albumlabel)
112. Gas – Narkopop (Kompakt)
113. Nidia – Nidia é Má, Nidia é Fudida (Principe)
114. Gaussian Curve – The Distance (Music From Memory)
115. Nico Niquo – In A Silent Way (Orange Milk Records)
116. Colleen – A Flame My Love, A Frequency (Thrill Jockey)
117. Tyshawn Sorey – Verisimilitude (Pi Recordings)
118. Perfume Genius – No Shape (Matador)
119. Björk – Utopia (One Little Indian)
120. Ishmael Ensemble – Songs For Knotty (Banoffee Pies)

121. Sunmoonstar – The Great Barrier Reef (Sounds Of The Dawn)
122. Ibibio Sound Machine – Uyai (Merge Records)
123. Ellen Arkbro – For Organ And Brass (Subtext)
124. Iku – Fugue: Some Temporal Patterns Other Than the Forward March (Genot Centre)
125. Binker & Moses – Journey to the Mountain of Forever (Gearbox Records)
126. Laurel Halo – Dust (Hyperdub)
127. Vangelis Katsoulis – If Not Now When (Utopia Records)
128. Sunshower – Arcadia (Hi Tide Recordings)
129. Chip Wickham – La Sombra (Lovemonk)
130. El Michels Affair – Return To The 37th Chamber (Big Crown Records)

131. Mouse On The Keys – Out Of Body (Topshelf Records)
132. Hampshire and Foat – Galaxies Like Grains of Sand (Athens Of The North)
133. The Caretaker – Everywhere At The End of Time, Stage 3 (History Always Favors The Winners)
134. Jesca Hoop – Memories Are Now (Sub Pop)
135. Neue Grafik – Soul Conspiracy (22a)
136. Aghnie – Club Envy (Genot Centre)
137. Ennanga Vision – Ennanga Vision (Soundway)
138. Hello Skinny – Watermelon Sun (Brownswood Recordings)
139. Jex Opolis – Ravines (Good Timin’)
140. Chloe x Halle – The Two Of Us (Not On Label)

141. Banana – Live (Leaving Records)
142. Ambrose Akinmusire – A Rift In Decorum: Live At The Village Vanguard (Blue Note)
143. Sirom – I Can Be A Clay Snapper (Tak:til)
144. Actress – AZD (Ninja Tune)
145. Kamasi Washington – Harmony Of Difference (Young Turks)
146. Shinya Sugimoto & Jeremy Young with Julia Kent – Total Fiction (Phinery Tapes)
147. Laura Misch – Playground (Not On Label)
148. Khotin – New Tab (Not On Label)
149. Vels Trio – Yellow Ochre (Total Refreshment Centre)
150. Trio Da Kali and Kronos Quartet – Ladilikan (World Circuit)

Årets 50 bedste genudgivelser & antologier

1. V/A – Outro Tempo: Electronic And Contemporary Music From Brazil 1978-1992 (Music From Memory)
2. Zazou/Bikaye/CY1 – Noir Et Blanc (Crammed Discs)
3. Morteza Hannaneh – Tchashm-E-Del (Collapsing Market)
4. Midori Takada – Through The Looking Glass (Palto Flats/WRWTFWWR)
5. Pauline Anna Strom – Trans-Millenia Music (Rvng Intl.)
6. V/A – Sweet As Broken Dates: Lost Somali Tapes from the Horn of Africa (Ostinato Records)
7. Joe Henderson/Alice Coltrane  – The Elements (Milestone Records)
8. World Spirituality Classics, Volume 1: The Ecstatic Music of Alice Coltrane Turiyasangitananda (Luaka Bop)
9. Gunner Møller Pedersen – Stoned (Frederiksberg Records)
10. Beverly Glenn-Copeland – …Keyboard Fantasies (Séance Centre)

11. Graeme Miller & Steve Shill – The Moomins (Finders Keepers Records)
12. V/A – Miracle Steps: Music From The Fourth World 1983-2017 (Optimo Music)
13. Cybe – Tropisch Verlangen (STROOM)
14. Hiroshi Yoshimura – Music for Nine Post Cards (Empire Of Signs)
15. Knud Viktor – Ambiances / Images (BIN/Institut For Dansk Lydarkiv)
16. Various Artists/Jan Schulte – Tropical Drums of Deutschland (Music For Dreams)
17. Ahmed Malek & Flako – The Electronic Tapes (Habibi Funk)
18. Richard horowitz – Eros In Arabia (Freedom To Spend)
19. Randomize – ¿Como Se Divertirán Los Insectos? (Equilibrio)
20. Jon Hassell – Dream Theory in Malaya (Glitterbeat)

21. Aeolus – A Retrospective (Aloha Got Soul)
22. Michele Mercure  – Eye Chant (Freedom To Spend)
23. Amancio D’Silva – Integration (Pheon Records)
24. Riccardo Sinigaglia – Riflessi (Soave)
25. V/A – Habibi Funk: An Eclectic Selection of Music From the Arabic World (Habibi Funk)
26. Roberto Aglieri – Ragapadani (Archeo Recordings)
27. V/A – Spiritual Jazz 7: Islam (Jazzman Records)
28. V/A – Ote Maloya (Strut)
29. Hermeto Pascoal & Grupo Vice Versa – Viajando Com O Som: The Lost ’76 Vice-Versa Studio Session (Far Out Recordings)
30. Bruno Spoerri – Voice of Taurus (WRWTFWWR)

31. Pharoah Sanders – Tauhid (Anthology Recordings)
32. Yasuaki Shimizu – Kakashi (Palto Flats/WRWTFWWR)
33. J.D. Emmanuel – Rain Forest Music (Aguirre Records)
34. Steve Hiett – Down On The Road By The Beach (Sony Records)
35. Trance – Tapes (Growing Bin Records)
36. Bruno Zambrini – Racconti Di Mare (Sonor Music Editions)
37. Charlemagne Palestine – Strumming Music (Aguirre Records)
38. Jorge Reyes & Antonio Zepeda – A La Izquierda Del Colibrí (Emotional Rescue)
39. Acetone – 1992-2001 (Light In The Attic)
40. V/A – The Original Sound of Mali (Mr. Bongo)

41. V/A – The Original Sound of Burkina Faso (Mr. Bongo)
42. Colin Potter – The Ghost Office (Deep Distance)
43. Lloyd Mcneill Quartet –  Washington Suite (Soul Jazz Records)
44. Vincent Ahehehinnou – Best Woman (Analog Africa)
45. Arthur Russell – Instrumentals (Audika)
46. Dominique Lawalree – First Meeting (Catch Wave Ltd.)
47. V/A – Mare Romantico (Sonor Music Editions)
48. Jan Jelinek – Loop-finding-Jazz-Records (Faitiche)
49. Ahmed Jamal – The Awakening (Be With Records)
50. V/A – Synthesize The Soul: Astro-Atlantic Hypnotica From The Cape Verde Islands 1973-1988 (Ostinato Records

Lyt til (næsten alle) af årets bedste plader lige her:

Lyt til årets bedste genudgivelser og antologier her:

“For et år siden var den engelske kulturteoretiker og musikkritiker Mark Fishers nye bog “The Weird and the Eerie” netop udkommet. Den så jeg frem til at læse, men inden 2017 for alvor var kommet i gang, tog Fisher sig af dage, og det rystede mig så meget, at jeg endnu ikke har fået anskaffet mig bogen. I det hele taget har indeværende år været rundt på gulvet, og symptomatisk nok har det sejlet fuldstændigt for mig, hvad angår at få hørt tilstrækkeligt med nye plader. På Passive/Aggressive har vi heller ikke nået alt, hvad vi gerne ville. Jeg kan ikke påstå at have et samlet overblik over vores undladelsessynder og forglemmelser, men her er i hvert fald en god håndfuld store og små 2017-udgivelser, jeg holder af, og som vi ikke nåede omkring:

Russiske Atariames (formentlig) hjemmeoptagede “Fear Is the World”, der med ulden lyd og lag på lag af udflydende vokaler klinger af vintermørke og lægger sig et sted mellem bedroom pop, ambient og shoegaze. Walisiske Kelly Lee Owens’ debutalbum, hvor den tidligere indierock-bassist væver drømmeriske popelementer sammen med ambient techno og meget passende hylder Arthur Russell. Amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith, der på “The Kid” lader sine analoge synth-fraktaler slynge sig endnu vildere rundt end på sidste års (allerede ret transcendente) “Ears”. Italienske Caterina Barbieri, hvis udgangspunkt også er analoge synths, som hun imidlertid på albummet “Patterns of Consciousness” bruger til at skabe langstrakte og tålmodigt udfoldede kompositioner, der er mere minimalistiske og mindre viltre end Smiths. Svenske Ellen Arkbros “For Organ and Brass”, der skaber stor skønhed ud af langstrakt stilstand. Izabela Dłużyks “Soundscapes of Spring”, hvis feltoptagelser fra skove, søer og marsklandskaber i det østlige Polen har en imponerende detaljegrad og er en virkelig behagelig lytteoplevelse.”

– Mikkel Arre

“I løbet af de sidste par år er den politiske kunst endnu engang blevet mainstream. Enhver R&B-sangerinde med respekt for sig selv er feminist, enhver avantgardist er aktivist. At musikken i så vidt et omfang har påtaget sig opgaven med at spejle og underbygge den politiske udvikling, er i min optik et klart bevis for dens styrke, og jeg synes, 2017 har opridset lektien, at musik kan være mere end ophøjede forbrugsobjekter eller farverig eskapisme. Når verden kører af sporet, når polerne smelter, og når sexforbrydere sidder i ovale rum, vender vi os mod kunsten mod tonerne, poesien og billederne. For der kan vi gå hen, når intet længere er sort og hvidt. Der kan vi gå hen når vi har brug for nuancer; der kan vi reflektere.

Alt dette er for det gode, men lad min lille tekst rumme en forsigtig advarsel: Vi må altid være på vagt når fænomener populariseres. Når den politiske indignation bliver fashionabel opstår også faren for medløberi og faren for, at den hvide middelklasse på et senere tidspunkt efterlader sine feticherede subjekter i kulturens rendesten. Derfor må vi være kritiske og ikke blot lade den politiske kunst være en trend! Ikke acceptere hule udsagn fra kunstnere! Være kritiske, så kunsten ikke ender med, at blive politisk blot for at indynde sig på netop det marked, den påstår at modarbejde! Vi må være på vagt overfor kommodificeringen af feminismen, eksotiseringen af ghettoen og kvartalsaktivismen.”

– Nils Bloch

“På trods af den politiske shitstorm med egoisme i højsædet og mangel på empati som dominerede 2017, startede året med en kollaborativ udgivelse fra det tyske label Noise Manifesto med bidrag af danske SØS Gunver Ryberg sammen med Paula Temple, Rrose og Aisha Devi. Manifestet bag dette label er solidarisk og sympatisk, et initiativ som jeg har stor respekt for og dybtfølt anerkendelse. Jeg har også med stor fornøjelse lyttet på Ectotherms månedlige mix på NTS Raadio, og beundringsværdigt fulgt med når Courtesy, Mama Snake, Smokey, Emma Blake og Anastasia Kristensen smider med plader, fylder klubber og headliner i selskab med de tunge spillere, imens Birch, Yuri og Astrid Sonne kabler hardwaren op og rumsterer i undergrunden.

Med den længe ventede efterfølger på Jlins Dark Energy fra 2015 markerede Jlin sig som en grænsesøgende udforsker af rytme, og Black Origami tog hende længere væk fra Chicagos footwork og nærmere ind i den afrikanske jungle. Klein vækkede internettets nysgerrighed med sine “anarkistiske collage-cut-ups” som Julin beskrev det. Jana Rush, Pan Daijing, Ellen Arkbo, Moor Mother, Kaitlyn Aurelia Smith, Lauren Halo, Carla Dal Forno og Kara-Lis Coverdale er andre eksempler på artister, som har fornyet den mere eksperimenterende og elektroniske side af musikken og alle har de udgivet musik, som har været på hård rotation og har mine varmeste anbefalinger.

2017 var året hvor Kelli Hand aka K-hand fik sin officielle anerkendelse fra byrådet i Detroit for sin rolle som techno-pioner i byen. Midori Takada blev genopdaget og genudgivet det samme gjorde Mary Jane Leach, Pauline Anna Storm. Else Marie Pades egne tekster blev samlet. Alice Coltrane blev genfortolket og hendes episke væsen mindet.

Nina Kraviz kåres som årets dj simultant overtager Discwoman verdensherredømmet. Fuck Trump. Vi ses foran højtalerne i 2018.“

– Sandra S. Borch

“Mayhem giver nøglerne videre, Jazzhouse bliver til ALICE, nogle af de bærende kræfter bag et par af de vigtige specialiserede festivaler stopper, flere nøglepersoner fra åbningen af TAPE er også rykket videre. Med andre ord: Den livescene, der har betydet mest for mit forhold til musik i de seneste år, er i en brydningstid, ikke at den eller menneskerne bag forsvinder, men det bliver til noget andet, og det er der ingen grund til at begræde. Moor Mother har været i landet (med Black Quantum Futurism), bidraget til vores kommende ZINE om aktivisme og udgivet en forrygende plade med bandet Irreversible Entanglements, som jeg håber at høre live i 2018. Det var Goodiepal, der oprindeligt introducerede BQF herhjemme, og som nu med GP&PLS har etableret sig som landets eneste eksplicit politiske orkester. Jeg vil også benytte lejligheden til at sende noget opmærksomhed til det geniale Lyt Dybt, der er ét blandt få originale musikprogrammer på tværs af radiofladen, og når det er vigtigt, så er det desværre fordi, at musikformidlingen kunne være bedre og mere innovativ hos specielt de store institutioner. Dét mediebillede står i et direkte modsætningsforhold til den spredning og mangfoldighed hos de gode nye arrangører og lokale pladeselskaber, der er for mange gode af til at nævne i fuld længde. Jeg glæder mig til, vi ses på Passive/Aggressive i 2018.”

– Simon Christensen

“Jeg har nu boet væk fra København – som har betydet en del for mig – i et år.

Nye mennesker og ny musik er kommet til.

At have en vis afstand har dets fordele og ulemper. Det sker jo stadig masser af gode ting, og det er dejligt at der skyder mange nye labels (og andet) op, som synes bruge vidt forskellige mekanismer og strategier omkring flow, identitet og tilstedeværelse (og meget andet).

Der er igen vulkansk aktivitet i den danske udvidet Black Metal-scene, hvoraf der også kommer til at ske gode ting i løbet af 2018.

FB og YT synes stadig at være hovedkilder,
idet mindst for mig omkring udforskning
og orientering – det, håber jeg, kommer
til at kunne ændres en smule i det nye år

altså: at finde andre/nye skatte på andre/nye måder.”

– Claus Haxholm

“Engang var det i min personlige optik (og hvis man skulle vurdere det ud fra den internationale anerkendelse, hvilket jeg selvfølgelig på ingen måde vil opfordre til), labels som Escho, Posh Isolation og El Paraiso, der udgav nogle af de mest veludførte udgivelser i mere ‘skæv’ dansk musik i bred forstand – vel og mærke indenfor hvert deres musikalske område. I år har både budt på en virkelig solid og i dansk regi original rock-udgivelse i kraft af Løds “Folder” (Part Time, Tough Love), og et boom i kvalitetsniveauet hos mange forskelligartede (læs: fashionable) elektroniske artister. Anyines, Twin Cities, År & Dag og Euromantic, der alle har debuteret i år, har bidraget med virkelig solid musik indenfor hvert deres felt, og det samme gælder fortsat Janushoved, Infinite Waves, Ectotherm, Petrola 80 og Regelbau-gutterne (og hvis man foruden Regelbau/No Hands/Help/etc. skal pege på andre aarhusianske aktører, så har Partners og Resonans også udgivet nogle af deres – imo – bedste udgivelser indtil videre i 2017). Flere har ligeledes også opnået en positiv reception udenfor danmarks grænser, og selvom det ikke nødvendigvis siger en skid om kvalitetsniveauet, synes jeg om ikke andet selv, at det har været fuldt berettiget.

Obs: Det er ikke et udførligt forsøg på et samlet billede, der illustrerer den danske musiks diversitet og kvalitet anno 2018. Vil også gerne give et shoutout til Visage og Eget Værelse, om ikke andet så for henholdsvis First Flush- og Sonja Labianca-pladen. Også shoutout til alle der er glemt.”

– Alexander Julin

“Så meget musikalsk talent er sjældent kommet ud af Danmark. International anerkendelse, smukke plader og store koncertoplevelser. Men det skal bevares og det skal dyrkes. Afstanden fra de der dyrker og udforsker musikken, til de der passivt lytter med på diverse musikformidlinger af diskutabel kvalitet, bliver større og større. I den ene ende handler top charts om pattesuttere og YouTube-stjerner, mens man i den anden ende udforsker nye sider af musik, udvikler nye konstellationer og hele tiden skubber til grænserne for originalitet og kvalitet, hvad enten det drejer sig om udgivelser, formidlingen eller på live-scenen.

Musik skal ikke gro med penge til big bands og finkultur, eller fra konceptudviklede pengemaskiner, men fra den buldrende undergrund og kæmpe talentmasse der findes. Der er et utal af lokale kunstnere, pladeselskaber og arrangører der gør tingene på nye og innovative måder, eller bare holder kvaliteten og det interessante ved lige, i en verden af mere og mere homogenitet. Jeg glæder mig helt vildt til 2018.”

– Morten Løwenstein

“2017 har for mit eget vedkommende været et uaktuelt år. Jeg har lyttet mig årtier tilbage og har som sædvanligt kun lige fået rettet mit blik fremad igen, før et nyt år begynder. Der er ellers al mulig grund til at værdsætte 2017 for udgivelserne, koncerterne og festerne. Interessen og ikke mindst talentet inden for Danmarks elektroniske scene er enormt højt igen i år. Det kommer selvfølgelig ikke af sig selv, og det er nok mest af alt en slags kulmination på de seneste års lige så store engagement. Så fordi alt åbenbart kan fejres i opremsninger, er her en vilkårligt udvalgt mængde 2017-links: det her track, og det her. Og også det her vanvittigt gode stykke, fra en mindst lige så god plade. Industrial pop + venner, noget vaportechno og den her absolutte banger. Der bliver lavet så meget godt, at hvis den danske (og skandinaviske) scene fortsætter som nu, tør jeg godt kalde det for en guldalder.”

– Emil Néné Rasmussen

“Et klart musikalsk højdepunkt for mig her i 2017 har været de to The Caretaker-albums “Stage 2” og “Stage 3”, anden og tredje den i Leyland James Kirbys albumcyklus Everywhere At The End Of Time, en musikalsk skildring af de forskellige stadier af demens.

På “Stage 2” bliver lyden langt mere sørgmodigt og eftertænksom end på “Stage 1” fra 2016, hvor man bliver præsenteret for en række muntre og næsten joviale temaer fra gamle shellakplader.
Jeg havde derfor forventet at denne sørgmodige lyd fra “Stage 2” ville fortsætte på “Stage 3”, men i stedet fik jeg et album, hvor de velkendte melodier fra de to andre udgivelser bliver forvrænget til ukendelighed (hvilket også fik mig til at tjekke min pladespiller optil flere gange under første gennemlytning, for at være helt sikker på, at hverken pladen eller pladespilleren var gået i stykker). Lyden af desperation og afmagt har taget over, og dette radikale skift har vendt op og ned på alle mine forventninger til resten af serien, hvilket kun har gjort mig mere nysgerrig og forventningsfuld.
Alt i alt er jeg meget begejstret indtil videre, og selvom jeg ser frem til mange musikalske oplevelser i 2018, bliver det nok udgivelsen af “Stage 4“ i marts og “Stage 5” i september, som jeg ser mest frem til (“Stage 6”, sidste del af serien, udkommer først i 2019).”

– Morten Østergaard Rasmussen

Foreningen Passive/Aggressive er nonprofit, og teksterne på disse sider er 100 % udtryk for skribenternes egne holdninger. (Illustration øverst fra forsiden af bogen Mark Fisher The Weird and The Eerie)

Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Chino Amobi: “PARADISO” (NON)

At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)

EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)

Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)

Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)

Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)

Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)

“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)

Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)

Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)

Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)

Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)

Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)

Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)

Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)

På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)

Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)

Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)

V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)

“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)

Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)

Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)

Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)

Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)

Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)

Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “
Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)

Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)

Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og  indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)

Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)

Af Nynne Roberta Pedersen Pedersen

Kampen mod undertrykkelse finder altid sted på to planer; et ønskende og et handlende*.

Det ønskende handler om, at de privilegerede og de magtfulde skal af-privilegeres og have frataget magten. Et samfund uden de gældende magtstrukturer; kapitalisme, fascisme, patriarkalisme, racisme i form af et white- og western-supremacy.

På det handlende plan er det nødvendigt at tage de selvsamme magtfaktorer i brug. De privilegerede skal bruge deres magt til at afgive magt, til at privilegere andre.

Har du penge skal du give dem til nogen, der ikke har. Selvom vi grundlæggende er imod ideen og penge som magt.

Har du et magtfuld pas skal du tage hen til dem, der ikke kan rejse. Selvom vi grundlæggende er imod landegrænser.

Har du social kapital og et in, skal du invitere dem, der er ude, indenfor. Selvom vi grundlæggende er imod høj og lav status.

Du handler for at opnå ønsket, men handlingen er imod ønskets principper.

En kritik af ikke-handlende kunst

Den politiske kunst og den politiske ‘venstrefløjsaktivisme’ er i den grad blevet en magtposition, en karriere-maker og en bidrager til et kapitalistisk system.

Rigtig mange venstrefløjsaktivister skriver rapporter om EU’s gentagne brud på Geneve-konventionen, den europæiske menneskerettighedskonvention og de mange andre erklæringer og retningslinjer, der er vedtaget for at respektere og beskytte individet og udsatte befolkningsgrupper. Det samme gør kunstnere. Problemet er bare, at ingen i EU er i tvivl, om at de overskrider den på daglig basis.

Faktisk er det attraktivt at bryde konventionen, dels fordi fremmedfjendske vælgere elsker disse brud, men i den grad også på grund af tilfælde, når fx Ungarn begår heftige overtrædelser, så er der ingen til at råbe højt overfor dem, for hvem er fx Danmark til at skælde Ungarn ud, når Danmark selv overskrider konventionen gang på gang. På den måde foregår der perfekt symbiose mellem overgrebslande, der ikke alene overskrider konventionen, men også beskytter hinanden i at gøre det.

Den mængde energi, der bliver brugt i dokumentationsarbejdet, skal flyttes over i det handlende.

Ganske ofte bidrager den kritiske politiske kunst til at styrke kapitalismen.

Documenta 14, der fandt sted i Grækenland i år, handler ikke for flygtninge, den sætter fokus på flygtninge. En masse Documenta 14-gæster har rejst med Ryan Air til Athen og flyttet ind i en Airbnb-lejlighed og løftet Grækenlands økonomi for en tid. Det selv samme Airbnb-selskab, der ikke vil lade flygtninge bo i deres lejligheder, det er selvsamme Ryan Air, der ikke vil flyve med flygtninge, det er den selvsamme Europa-økonomi, der betaler milliarder og atter milliarder for at ydmyge, udelukke og dræbe de flygtninge, der fokuseres så inderligt på i Documenta 14.

I aktivismen bliver der dokumenteret på utallige blogs om utallige overgreb, som ingen mainstream medier tager sig af. Overgrebene skal ikke ignoreres, dokumentationen skal bruges aktiv.

Derfor skal man søge aktiv-kunst.

Aktivismen og den aktive kunst må altså gøre noget mere end at belyse katastrofen. Den må tilbyde løsninger, den må bruge EU’s penge mod EU’s politik.

At søge om EU-kunststøtte og fabrikere falske pas for pengene er aktivkunst.

At sidde i optagelseskomiteen hos Europas kunstskoler og tage flygtninge ind på skolerne er aktivkunst.

At lave pennevenneruter for børn i Europa, der er frataget retten til at få venner fra hele verden er aktivkunst.

At give gode råd og opfordringer til civil ulydighed er aktivkunst.

At møde dine nye brødre og søstre uden kamera eller organisation er aktivkunst.

At forsvare din nye brødre og søstre imod angreb, push-backs, deporteringer og racisme er aktiv kunst.

I Serbien, hvor EU har lukket grænsen for videre rejse med Ungarns og Kroatiens voldspoliti som dørmænd er flygtninge fanget uden at kunne komme videre.

Muhammad er en af de mange afghanere som Europa holder ude. Når Mija og Oliver fra Danmark – Europa bliver bedt om at spille til en europæisk musikaften og beder Muhammad spille med, bliver Muhammad, Mija og Olivers værk til aktivkunst. Muhammed bliver klappet af og anerkendt at en kunstnerisk elite i et Serbien, der til dagligt ydmyger ham. Han får hyren for koncerten, og han indgår i en sammenhæng, hvor han vinder økonomisk og social status.

Serbien får i tilgift at være et federe land med en multifacetteret kunstscene, hvor hvid europæisk kunst ikke er den eneste tilgængelige.

Nynne Roberta Pedersen Pedersen er teaterinstruktør, sanger og musiker i GP&PLS (Danmarks eneste politiske orkester 2017),  og medstifter af Teater Tugt, der også stod bag Terror-Testamentet, Asyl 34 og medvirker i bevægelsen Ingen udvisninger uden modstand. Bor i øjeblikket i Serbien med andre medlemmer af GP&PLS. Læs mere i Passive/Aggressive næste tidskrift om aktivisme, ZINE #7, der udkommer i 2018.

*I teksten af Nynne Roberta Pedersen Pedersen skelnes der mellem aktivt handlende kunst og ikke-handlende kunst. Når Ai Weiwei laver en udstilling (“Soleil Levant”) med redningsveste på Charlottenborg, så er det ifølge skribenten et eksempel på et ikke-handlende værk, idet redningsvestene i stedet kunne være blevet brugt på at redde flygtninge. Da han i 2016 trak sit planlagte kunstværk (“Yu Yi”) på Aros ud af en udstilling som en reaktion på Danmarks 34 asylstramninger, så var det en aktiv kunstnerisk handling.

By Sandra S. Borch

It is not many people who can say that they aired a dj-set at the age of 10. However, it is exactly the case with the Chicago-based artist Jana Rush who started broadcasting on the local WKKC radio. “I just went straight to turntables and radio,” she cheerfully explains to Passive/Aggressive in this transatlantic interview before going to Europe to perform for the first time.

Jana Rush was 10 years old, bored and listen a lot of radio every evening. “Boredom is pretty dangerous for kids,” Rush admits. “I was at home by myself and my mother had a friend at the hospital who was really sick. So, she had to be with her friend and I was at home listening to the radio,” she continues, “I listen to the radio pretty often at that age and it was just one of those days I decided for no reason one night that I wanted to become a dj.” She then called the radio station countless times until someone finally picked up the phone and Rush simply asked: “How can I become a dj?”

“And of cause they really did not take me seriously. They talked to me for a little bit but when they heard that I was 10 years-old, then they started laughing,” she says. Somehow Rush managed to get her foot in the door and she was invited to join the radio station the following Saturday for an audition, “they told me what to bring, but off cause I did not have any records” Rush then turned up the next Saturday not knowing what really was about to happen next, the people at the station showed her a set of Technics, which she had no idea how to work. But Rush turned up and practiced every weekend and six months later, she had her first radio show.

By the age of 15 years she had put her first track out on ghetto-house label Dance Mania and two years later she had a single split with Dj Deeon “I just kept bugging him to help me out and he eventually helped me with my album and put my mixtape out. I was ecstatic about that.”

Pariah

Though Jana Rush has been in the game since the mid 1990s, she took some serious ground back in 2016 with her ep “MPC 7635” on Objects ltd. as Ja Ru, following last year’s debut album, “Pariah”, she gained a lot of hype around her name Jana Rush, which took her by surprise “I did not expect everyone to take such a good reception of my record.”

When Rush released her debut album, it was completely without any specific genre in mind, she just wanted to make music, she explains, “I am still in my learning-phase, and I will not call myself a full-flesh musician just yet. When you are learning and you come to the studio, you just lay down tracks, your job is to put tracks together no matter what it is, you do not have a plan about making a certain type of track. You are learning and putting stuff together and if it sounds good then you test it out on people and if they tell you that they like it then that is what you do. Right now that is where I am” and she concludes hopefully “I come in and make music.” For now she is focussed on always aim to do better, to learn more and then the rest will come “Maybe in a year from now I will be able to whole-hearted come into the studio and tell myself hey I wanna make a jazz record, or I’m going to make a footwork album” and she continues, “and I might be able to make it. But right now, it is all about making good tracks.”

It is hard to fully capture the sound of Jana Rush. Her music is a mutation of Chicago’s footwork, at one moment it has soulful snares and the next fast gabber related bmp-count. Her natural way of navigating in-between subtle rhythm and frenetic grooves that sounds as if they are about to explore is beyond admiration. Her confident and control is added on top of it. All these elements are carefully included in that Jana Rush sound of hers, because as she puts it, “It depends on how I feel when I come into the studio. I can play, or listen to music all day that inspires me,” and she adds “it really depends on what kind of mood I am in – if I am in a sappy mood or I am in an emotional mood then I will probably go for the more emotional sounds, more minor sounds, something that is angry but at the same time emotional beauty in some way.” That is her approach to producing the special Rush signature.

“In general I just like to make music, I am not trying to be so much of an IDM artist or a hip-hop artist or anything. I just like to explore and make music and that usually what happens when I come into the studio. I guess it is probably why my tracks sounds so weird. Because I just do not come with the idea of I am going to make a jungle track today – it is just whatever comes out.” So, basically your album is an archive of emotions and moods? She nods and adds a simple “yes”.

Let female artists stand on their own

Jana Rush is raised as a pariah. In the footwork field she feels like an outsider, she explains, “love footwork. I love it a lot. But as far as me being considered solely a footwork artist, that is kind of false” and Rush continues “I am not accepted by the heavy hitters or the main peeps in the footwork world. I am the red headed stepchild. I am not accepted into the family it is almost like I am some sort of transplant or something.” she adds a laugh at the end. That is what is understood by the title of her album. The feeling of being an outsider suits Rush good almost perfectly, it allows her to work without any limitations or expectations, “being an outsider affords me the amenity of not having to consider any expectations. When I make music, I do so without any conscience which allows one maximum creativity. I want to constantly out-do myself and this allows me to ‘think outside the box’ when I want or ‘think inside the box’ when necessary.”

With the lid having already been thoroughly pried off the female discussion recently Rush can only join, when asked if she ever experienced any challenges alone because she was female ”definitely” she concedes, “you said it right there yourself it is a male-dominated field.” Rush continues, “a lot of time you are not fairly represented and you are not fairly supported. There is a lot of time you get into situation, which you know how they are going to turn out, and they often do not turn out in your best interest.” An early Jana Rush track is featured on a Gal Fyah compilation including tracks by females only. Looking back she thinks concepts like this is some sort of a double-edged sword “basically it is good because it is like a union of females and we have to all come to together and become a stronger force. But it can become too much like a gimmick. There is a lot of that going on right now all-female line-up at festivals and there is something about that just is too gimmicky.”

It is not Rush’s intention to sound piggy but she tries to navigate herself around concepts like these, because to her they sound sexist and adds, “I don’t really see a lot of all-male compilations with an underline message about it.”

While Rush fully respect and acknowledge that more and more women are starting to produce and enter the club culture, she keeps staying critical because even though a lot of progress has been made, we are not there yet, “I have noticed in some genres that women are starting to both get recognized and supported, but Ii have this feeling that it can only be one per genre. It feel like it can only be one female. If it is going to be a female it can only be one. And that kind of fucks me a little bit. I feel like in the music industry with reviews and stuff like that we need to let more female artists stand on their own and stop the situation where we start to be competitive between two females.”

“We need to let female artists stand on their own, like we do with the male artists. If they are going to be an artist, then they have the right to be an artist without having to be compared with x,y,z or whoever. When we do an interview or a review then talk about the album, talk about the artist. That to me is one huge step to let female artists stand on their own. If you want to talk about their work – talk about their work,” she declares.

“The most important thing for me is to be renowned for my music and have my own name. Let female artist stand on their own.” and she concludes, “I am non-binary identifying. I can not really say I identify as female, male, or trans. I refuse to impose any unnecessary limits on my life, gender, music etcetera. Take me as I am or watch me as I go! In any male-dominated industry, there is always this wet dream of orchestrating ‘cat-fights’ between women or any minority that dare to enter the field; this orchestration is often perpetuated by the inferred scarcity of attention and opportunities available to women and minorities. What we must remember, being any minority, is that to successfully rise we unite and have an undying commitment to build a solid foundation and support one another.”

Info: The beginning of next month Rush is doing her first performance outside USA ever as she is headlining this year’s CTM Festival at Berghain. Later 2018 she will drop another album on Objects and then she will take Asia.  

By Sandra S. Borch

Based in Cairo ZULI navigates the ancient city in-between numerous amount of different genres with sampling and love for synthesizers, besides producing music, he has been one of the true mainstays working for a healthy scene for electronic and experimental music in the Egyptian capital.

For over a decade the Cairo-based producer Ahmed El Ghazoly aka ZULI has shaped the roots of the city’s music culture with the aim to establish a sustainable infrastructure in Cairo’s music underground. The year 2012 turned out to be a significant year for ZULI and the music collective Kairo Is Koming (picture).

“Asem and I were still running – the now defunct – Awesome Magazine and around mid April we moved into this big house with NAA (from KIK) and another good friend of ours. The house was a creative hub of sorts as we all brought in musical instruments and gear and books and other artist friends would constantly pass through and we would all collaborate or jam or paint or just hang out together. It was also the final chapter in most of my collaborative efforts, namely Wonderful Morning with Asem, VENT with Asem and NAA, I took the name and used it for the venue later on, and a rap duo with Abyusif where I was the producer/DJ.”

ZULI tells and continues to tell how everyone got to meet each other, “I had met Bosaina in January – she was in a group called Wetrobots <3 Bosaina with Ismael and Hussein Sherbini – and by July everyone was introduced to everyone and the 6 members of KIK became friends. We did a couple of gigs together in Cairo that a Wetrobots <3 Bosaina superfan from Switzerland, who later became Phil Battiekh attended. Through the gigs he discovered Wonderful Morning, VENT and my solo work. A couple of months later he put together the first of multiple Euro tours for the 4 acts + a new act that Bosaina and I formed around September 2012 called Quit Together.”

And that was when they all decided to form a collective, since they all touring together and had a shared vision. Ironically though all bands later quit playing together and moved on as solo acts, except Quit Together. “Quit Together was supposed to showcase at SXSW but I only got my visa the day after the supposed gig, so Bosaina went on her own and ended up staying in the US for 6 months, effectively bringing Quit Together to an end. This is the point I consider the beginning of what I’m doing right now.”

Promotor’s obstacles in Cairo

Now ZULI is being optimistic about the near future, he recently co-founded a new collective named AHOMA including over 18 musicians and visuals artists from Cairo; “People are passionate again and they are actively trying to make a difference and provide an environment that is hospitable for new independent music and for bedroom musicians to showcase their work and join the network.” Although there is a lot of optimistic in his voice, he lay out the some of the obstacles by being a promotor that emerge in Cairo, “the biggest challenge has always been creating an audience big enough for the scene to be able to sustain itself economically, the initial phase of any real scene. But we never got the chance to overcome that phase, mainly because cultural institutions – the British Council, The Goethe Institute et cetera, who have been funding most music events, that are not club music for decades now”.

Ahmed El Ghazoly explains that these foundings has ultimately lead to the audience has become used to low tickets prices or no price at all, and he continues, “their intentions are good; they want music to be accessible to all social classes – but they do not see the whole picture. By doing so, people from all classes have gotten used to being provided music for free. Corporations have followed the lead and have also been sponsoring very cheap or free concerts; this combined with the government’s apathy towards spreading awareness about piracy has created the idea in people’s minds that music should be free. Most people, even music fans, would pay more for a big mac meal than they would to see two acts perform on the same night. They would rather pay (a lot of) money on a night out at a cool club, regardless of the music, than on concert tickets,” ZULI says. “This is by far the biggest challenge we are facing at the moment – we need to be able to make a living as professionals if we want to actually be professionals.”

Cultural context in current times

ZULI is often tagged with the prefix “Egyptian” before his occupation as a producer follows, “to appear as an ‘Egyptian’ electronic artist is not at all my intention as I have always believed that, in this day and age, your geographical location has very very little to do with the music you make.” ZULI is brought up in the era of the internet including no boundaries and endless possibilities to pick up inspiration from every music genre possible, “however, the reality of the matter is that people care more about a story or a narrative behind the music more than they do about the music itself. So, if there is not a narrative that serves their own worldview, they create one.”

He is talking about the hype concerning the whole around Mahraganat/Electro-Chaabi obsession. “It is probably one of the most awesome things in the world that these musicians from Al Salam City get to travel the world and perform their music, but the fake narrative surrounding the movement created by Orientalists as well as the Egyptian bourgeois – exoticizing and leeching off of it, does way more harm than good, at least for people living in these places and independent music in Egypt.” And he continues, “the message is primarily ‘hey, things are not as bad as you think they are in these areas. We even have people making amazing music that is not only original, but revolutionary in its innovation’. First of all, it is not helpful to lie about the living conditions in poverty-ridden areas. People are not happy and content, dancing around to Mahraganat all day; they’re living in terrible, inhumane conditions and move to better areas the moment they can afford to do so. Secondly, it isn’t helpful either to lie about the quality of the music and reward musicians for making music that is sub par just because you think there is a story to sell. The result is zero progress and zero growth in the past 9 or so years since Mahraganat started. Why seek growth if you are already being told that you are a genius? The entire genre sounds like one song, the producers use presets, the lyrics are inconsistent and mostly nonsensical and vague, and the way they dress is actually just hiphop streetwear from ten years ago” and he adds “ for example they dress like Lil Wayne”.

In order to break with the common Western idea of original Egyptian music, we need to tak a step deeper and listen to the innovative music comping ut of Egypt. “What the West and the Egyptian Bourgeois call “Electro-Chaabi” is a version of a 40+ year old genre, but made on Fruity Loops instead of those Oriental editions of Yamaha keyboards. And the vocals are autotuned – so they have hardly reinvented the wheel here,” he adds; “do not get me wrong, it is an extremely fun genre of music, especially at weddings and parties (the environment in which it was spawn). But to treat it like a work of genius (in most cases to lend credibility to the documentary you are making/report you are writing about it) is bad for its progress (as we have witnessed) and it diverts all the attention and limited resources in the independent music scene today away from other genres where people are actually making amazing, innovative stuff.”

Problem solving

“I do a lot of sampling. I love samplers, specifically Ableton’s native Sampler instrument – I could write essays on the love and appreciation I have for it, really, so that is how I make the sounds.” and he ironically adds a hypothetical question while, “Is that the most basic answer ever?” ZULI’s latest release “Numbers” came out on UK IDM-frontier Lee Gamble’s label UIQ last summer and even though ZULI proclaims he has never watch a Star Wars movie the release is spaced-out and showing skillful experimentations with drums and chords that melts both grime and techno into a steaming hot pot for the sonic adventures. “I have always been an advocate of science and technology, ZULI says and reflects on, “I will say that despite it being very out of fashion these days.” He continues, “but the thing about electronic music, especially DAWs, samplers and synthesizers, digital and analog alike, is that you really can be a geek about them and find different, creative ways to approach what I had say is their essential role; problem solving. I studied Computer Science at university and to me it feels like making electronic music and writing code are very, very similar in a lot of aspects.”

ZULI is joining the CTM Festival in Berlin next moth, where he has dabbed into a different style with a 360-video installation consisting of field recordings from the streets of Cairo, “I love to make more videos, and maybe some interactive stuff like games where the music changes according to the player’s behaviour. Working with Kareem from Cocaina studios on this project for CTM has been great, I do feel like I’d like to do more and perhaps even be more involved with the video editing part. Shooting the footage was fun, but also a bit dangerous because people had no idea I was filming the entire time.”

Info: You can experience the 360-installation “Uncanny Valleys of a Possible Future” by ZULI at the CTM exhibition at Kunstraum.

Af Mathias Ruthner

Det er efterhånden en del år siden, at Odense har haft et spillested, der har tilgodeset den danske og udenlandske eksperimenterende musikscene, men over det sidste halve år har Teater Momentum markeret sig med koncerter af bl.a. Horse Lords og Sarathy Korwar. De har netop præsenteret forårets program, og i den anledning har Passive/Aggressive taget en kort snak med Teater Momentums bookingansvarlige, Casper Tornhøj Schärfe, om hans tanker om efterårets koncerter, det kommende forårsprogram og om at opbygge en kultur og interesse for eksperimenterende musik.

P/A: Det er et meget imponerende forårsprogram I kan præsentere – kan du prøve at sætte nogle ord på det?

Casper: Mange tak! Vi har forsøgt at komme omkring i krogene, og derfor vil der både være noget lokalt, nationalt og noget internationalt.

Helt grundlæggende forsøger vi med dette program at stable noget på benene, som ikke ellers er tilstede i Odense. Det er min klare fornemmelse, at der er flere og flere folk i Odense, som savner et alternativ til de mere etablerede spillesteder i Odense. Så vi prøver med dette program at ekspandere horisonterne og udvide paletten for udbuddet af musik i Odense.

P/A: Hvad har været ambitionerne ift. bookinger og profil?

Ambitionerne, med de bookinger vi har lavet indtil videre, har været at præsentere musik for folk, som de ikke nødvendigvis kender på forhånd. Det der giver mig den største fornøjelse ved musik er, når jeg pludselig får stukket ørene ind i noget musik, som jeg ikke anede, at jeg havde brug for. For hver gang noget ny musik præsenterer sig, opdager jeg nye sider af mig selv som menneske, og dette synes jeg er enormt spændende, at se om jeg kan overføre til et spillested.

Jeg har taget de første spæde stik til at udvikle en profil på Momentum, hvor nysgerrighed, vovemod, eklekticisme, forundring og glæde m.m. gerne skulle kunne afspejles i den musik, vi præsenterer. Jeg er selv blevet træt af alle de utallige genrekonstruktioner, som florerer. Alt for mange mennesker tænker i alt for prædefinerede og statiske forståelser af genrer, og hvad de tror, de godt kan lide eller kun kan lide. Jeg vil mægtig gerne åbne folks bevidsthed op for, at der eksisterer så umådelig meget musik derude, som undslipper disse fikserede bokse og kasser, som vi traditionelt set putter musikken ned i. Det er hæmmende for formidlingen af musik, at den ofte bliver taget som gidsel i dybe strukturer, som dikterer, hvad og hvornår et givent stykke musik er den ene eller den anden genre. Så det gennemgående tema er, om man vil, at de artister vi præsenterer blander alt godt fra hele verden sammen. Kosmopolitiske og musiske nomader er vi glade for her.

P/A: I præsenterede også nogle spændende navne i efteråret – hvordan har reaktionerne indtil nu været på de mere eksperimenterende navne?

Reaktionerne på de mere eksperimenterende navne har været særdeles positive. Jeg er blevet meget overrasket over, hvor godt folk har taget imod artister, som f.eks. Horse Lords og Sarathy Korwar. Da vi havde Sarathy Korwar forbi, var der stort set udsolgt. Det vil sige, at der har været en 80-90 mennesker, og det er altså ret godt for sådan et navn i Odense. Jeg har fået mange personlige tilkendegivelser fra folk, som er ekstremt glade for, at der endeligt begynder at ske noget på den mere eksperimenterende front. Så jeg vil helt bestemt blive ved med at booke artister, som eksperimenterer og konstruerer nye og spændende fortællinger med og i musikken.

P/A: Kan du fremhæve nogle højdepunkter, som du selv ser frem til?

Uh, den er svær. Joshua Abrams & The Natural Information Society fra USA spiller den 14. april. I 2017 udgav ensemblet her en af årets uden tvivl bedste albums i min optik. Den måde, de fusionerer gnawa, jazz, krautrock og meget andet, er uden sammenligning. Jeg har været glad for J. Abrams i lang tid. Både hans soloting men også det arbejde han laver som filmkomponist og hans tidligere projekter, som f.eks. Town & Country. Opvarmningen til J. Abrams bliver Jonas Munk (Causa Sui m.fl.) og Nicklas Sørensen (Papir m.fl.). Nicklas Sørensen har netop udgivet en fænomenal plade i form af Solo 2 på Munks El Paraiso Records. Den plade er mere elektronisk end J. Abrams og banden, men begge artister har det trancefremkaldende som omdrejningspunktet.

Cantenac Dagar er en duo fra Frankrig der spiller d. 19. feb. Det unikke her bliver, at de spiller i en af vores teaterkulisser. En del af denne kulisse er bl.a., at der er en stor antenne på 3×6 meter, som skyder koncerten ud i det ydre rum, imens bandet spiller. Derudover er det en kæmpe værdi, at vi som teater en gang imellem kan lave sådanne unikke koncerter, hvor vi skaber en markant anden oplevelse, end man traditionelt kan på et spillested. Horse Lords spillede også i en teaterkulisse, og det fungerede vanvittig godt, og publikum var ovenud glade for den unikke oplevelse de fik.

Kai Whiston spiller d. 2. marts og er en ung elektronisk musiker, som jeg tror går en stor fremtid i møde. Hans seneste EP, Fissure Price, udkom på Ninja Tune og Big Dada, så der er lagt i gryden til, at han skal frem på de helt store borde. Kai Whistons musik er et avant-gardistisk, elektronisk virvar af genrer, der koges op til et maksimalistisk udtryk. Det kunne være lyden til dit værste mareridt, men det kunne samtidig være lyden af en verden, du endnu ikke har oplevet. Kai Whiston formår på mærkværdig vis at skabe en musik, der på én gang er humoristisk, men samtidig er dybt kysende og grænsende til forstyrrende.

Han bliver denne aften flankeret af det lokale all-star band Stozqnu, som vi har fået vækket til live efter en alt for lang vinterdvale. De kan vel bedst beskrives som håndspillet elektronisk beat-pop med tilpas mængder af spraglet elektronik og varm weirdness, der smager af kulørte drinks, krydret mad og en tur gennem junglen.

Men jeg ser også umådelig meget frem til japanske GOAT d. 25. april. Deres ”klassiske” rockopsætning med bas, tromme, guitar og saxofon, der møder et techno-whatever-approach er så originalt og medrivende, at den koncert ikke kan andet, end at blive en af årets HELT store højdepunkter.

Alistair MacSween fra Sarathy Korwars ensemble har sit eget projekt, der hedder Kefaya. De kommer forbi d. 5. april, og det tror jeg også bliver helt vidunderligt.

Jeg bliver også nødt til at slå et slag for The Spy In The Mes. De spiller nærmest aldrig koncert, og jeg mener, at de er en af de strammeste duoer overhovedet. Utroligt så godt det kan lyde med bare en guitar og en tromme. De spiller en særegen blanding af jazz, folk, country, blues etc. Men de har en helt umiskendelig lyd, som det er de færreste, der mestrer inden for disse meget veltraskede genrer.

Så er der selvfølgelig vores punk & hardcore festival, der hedder ILTER. Det er sin første af slagsen i Odense, og responsen indtil videre har været mildest talt overvældende. Det bliver fedt at lukke noget positiv energi ud et par dage i maj. Ja…. Jeg ser frem til hele programmet, og det er så vanskeligt at vælge noget ud!

P/A: Du nævner selv ILTER. Opstår den ud af et eksisterende musikmiljø i Odense, eller er den mere et forsøg på at kultivere det?

ILTER er opstået ud af, at der nærmest ingen punk eller hardcore bands er i Odense. Odense har masser af andre former for metal, men punk og hardcore er stort set ikke-eksisterende. Så det er i høj grad et ønske om at kultivere et miljø. Da vi lavede ansøgning til kommunen for at få bevilliget lidt mønt til foretagendet, var det også et af vores hovedargumenter, at vi gerne ville bringe disse former for musik til byen for forhåbentlig at inspirere nogle folk til selv at kaste sig ud i det. Det er også vigtigt for os med denne festival at understrege, at det er den gode energi i musikken vi gerne vil hylde. Festivalen er på ingen måde politisk motiveret, som det nogle gange kan være for vane i disse miljøer. ILTER handler udelukkende om det natural high, man kan få fra energien til disse koncerter. Og så er der bare rigtig mange spændende bands lige nu i Danmark, som excellerer indenfor punk og hardcore f.eks. Tvivler, Total Heels, Riverhead, Extended Suicide, De Høje Hæle, Nyt Liv samt mange flere.

I det hele taget vil jeg påpege, at vores forårsprogram er et forsøg på at kultivere nogle miljøer eller prøve at lirke folks nysgerrighed op for progressiv musik. Jeg ønsker mig så inderligt, at vi på Momentum bl.a. kan være med til at skabe en scene, hvor de lokale musikere også kan komme til at folde deres talent ud. Det er jo ingen hemmelighed, at hvis man vil noget med musikken, så rykker mange til Århus eller København. Det kunne være gigantisk, hvis vi kunne få etableret en scene, som gør at de progressive og kreative musikere får lyst til at blive i byen.

Info: Se programmet for Teater Momentum på deres Facebook-side eller udvalgte højdepunkter i Live in Denmark-kalenderen.

Af Simon Christensen

Den Los Angeles-baserede musiksamler og musiker Ted James Butler har igennem fem år drevet podcastsserien Norelco Mori, der blandt andet sætter en ære i at opstøve og hylde kassettebåndet. Eller måske ikke kassettebåndet i sig selv, men lige så meget den kultur og æstetik, kassettebåndet er et symbol på – nemlig byttekulturen mellem labelejere og samlere, de små oplag, det personlige og det netværk, som man heraf opbygger. Der er også en ideologisk dimension i at opdage og lytte til ny musik på et langsomt medie, som Norelco Mori deler videre til sine lyttere på nonprofit basis på forskellige platforme.

Musikken er tilsyneladende ikke udvalgt ud fra genrer, men måske snarere ud fra en bestemt “mørk” æstetik, der går på tværs af ambient, drone, postpunk og industriel musik. At Norelco Mori samtidig har tråde til den danske kassettebåndsdam – på den allerførste podcast medvirkede Puce Mary, på de seneste Varg, Soft Armour og Grøn – gør blot denne anbefalelsesværdige kassettebåndskurator mere interessant i en nordisk kontekst.

Foruden hans egen hjemmeside norelcomori.com, så optræder Ted James Butler som dj på NTS Radio, som musiker i projektet Head Dress og driver selv to små labels. Det ene er i form af Limited Interest, ‘a deliberately small cassette-only label’, som han kuraterer i fællesskab med Alessandro Cortini (Nine Inch Nails, SONOIO), og det andet hedder Norelco Mori Limited og udgiver compilations med artister fra hans podcasts. Den første compilation fra Norelco Mori Limited er netop udkommet og indeholder tracks af Lower Tar, Øjerum, Grøn, Desroi and b.lind., den er ude som kassettebånd i 100 eksemplarer.

Passive/Aggressive har snakket med Ted James Butler om ny musik, båndkultur og de forskellige distributionsformers demokratiske potentiale.

P/A: So why do you do Norelco Mori – and why cassettes!?

Ted Butler: Haha, I ask myself the same question.. Originally, I just wanted to share some of the amazing things I was listening to. I had all this great stuff from US labels like Black Horizons, Imminent Frequencies and Phaserprone and, for the most part, there was no digital version to accompany any of it. I felt it was important work and wanted to share it, so I ripped a bunch of tapes and put together a mix in the style of a late night public radio broadcast. It was kind of a joke, but the response was really positive so I kept it up that way.

Now a lot of what I get from submissions has a digital counterpart available but I still require physical copies for submissions and only use my own rips. I like the idea of a digitally distributed show the revolves around an analog format.

P/A: Do cassettes have a better democratic potential than other formats?

Ted: Well, the barrier to entry is a lot lower than with a CD or LP, sure. I’m not sure having a democratic potential is a positive thing though… To each, their own, but I still only play / buy what I like.

P/A: What are your thoughts on what the physical product, tactility and the analogue format brings to a release compared to a digital release?

Ted: Well, it exists in a tangible format. If the power goes out forever, you can still use your tape as a paperweight or build a shelter if you have enough of them. Not that I want to discourage anyone from buying digital, my own next release is digital-only.

For a lot of people, physical access is huge part of experience. I think there are lots of different experiences to be had with music. Some artists make music to be experienced in that ritual-based setting. You know, like where you make a drink or something and sit down specifically to listen without interruptions or distractions.. I’m not saying you can’t have this experience with a digital copy, but for me, digital files exist to make listening more convenient. To make listening fit in to whatever else you’re doing. That’s not necessarily a bad thing. Like, there’s the paper cup coffee you get on your busy commute to work and there’s the coffee you sit down to relax with and enjoy on your morning off. It could very well be the exact same coffee, but the delivery method and environment have so much to do with how you experience it. When I have a physical object with carefully considered artwork….it’s nice to spend a little more time with it, you know?

P/A: The community around the cassette labels and the experimental music scene world wide to some extent seem to have an exchange of music, distribution networks, help settings shows up. How do you see this community?

Ted: There’s a lot of support there, yeah. We all know there’s no money in this. No one does it for money. It’s all to push the material, ourselves and each other.

P/A: What is the Norelco Mori podcast exactly? Do you run it an one man operation?

Ted: Yeah, it’s just me. It’s a time consuming and expensive project, but it’s a labor of love. I guess. It’s been tough to keep with lately because it takes a long time to audition everything and create an hour long mix of recordings for a given episode. Everything you hear is being played off a tape, so this demands a lot of time and a fair bit of infrastructure as well. I’ve been busy with work and life and my techno project Head Dress is gaining a bit of traction so my energy has been redirected a bit, but there will be new episodes now and then.

Some of my best experiences with Norelco Mori are definitely strangers recognizing me while I’m out somewhere and telling me how stoked they were to hear whatever tape a bunch of episodes back. That’s great.

I’m also partial to the handwritten notes and correspondence I get from people who send things in to the show. I just got a beautiful tape in from The Black White State. It has a foil printed j-card, a separate letter press insert card all housed in a six-piece laser cut wooden box. So over the top. It’s really great to get this stuff in the mail so regularly.

P/A: What are in your opinion some of the most interesting new ways of releasing music – what labels inspire you with great ideas?

One of my favorite, innovative and format-specific releases was Gescom’s Minidisc, released by Touch in 1998. This was, at the time, a minidisc-only release meant to be played with shuffle-mode activated so you’d hear a different variation of the content each listen. It was really incredible. Not to mention the roster for this recording was Booth, Brown and Haswell (Russell Haswell and Rob Brown and Sean Booth of Autechre, ed.)… I had one back then but I played it so much it disintegrated. It was like 4-something pieces divided into 88 tracks the Minidisc would seek from song to song with no lag.

It is kinda hard to top that, in my opinion. I don’t know that I’m even interested in new ways to release music. You’re not going to out do CD, LP and cassette. They each have their own unique fidelity and use case. When you start getting into digital files and downloadable content and all that, your experience is fused with that of the computing environment you’re accessing it on.

Like, if I really don’t have to, I don’t want to see a scan of your artwork with a menu bar and a red X above it.

P/A: What do you think is vital for the diversity and to bring out the best of the music scene looking forward, in terms of the media system and format-wise – streaming, cassettes, vinyl?

Ted: I don’t know. I can’t say I’m an expert. Pay for music. Buy it at a shop if you have one. Tell people what you like. Support the people who are doing things you like. Even if you’re spending $3 for a digital album on Bandcamp, I know that is always appreciated.

P/A: How did you discover the Danish / Scandinavian scene, and what do you like about it?

I guess I have to out my affinity for Nordic Noir now, huh?, Ha ha. I had some music on a few digital-only compilation releases (toward the tail-end of the netlabel era) and was familiarizing myself with the artists selected for each. A number of us then started participating in the Disquiet Junto shortly thereafter and i basically kept up with what everyone here was up to, for a while anyway. It was through these connections that I found out about upstart Phinery Tapes.

I’m happy to have contributed several releases to this catalog; including Warren and Warsaw under my Head Dress moniker, as well as Aglantha, which is a collaboration with Ron Winter that we did for Speaker Footage, Phinery’s sister label. I’m really into what Benjamin does. He has a keen ear and eye for curation.

Really soon I’m also letting the cat out of the bag on Limited Interest’s sister label, Norelco Mori Limited. NML will highlight work from artists featured on the podcast and the first release is a compilation doing just that, with tracks from Lower Tar, Oejerum, Grøn, Desroi and b.lind… Keep an eye out for details soon.

Introduktion  til Nyege Nyege Tapes af Morten Østergaard Rasmussen

2017 har været et år, hvor en lang række nye, spændende labels har set dagens lys, men ét, der især har fanget min opmærksomhed, er Nyege Nyege Tapes fra Uganda.

Nyege Nyege Tapes udspringer af Nyege Nyege Festival, som bliver afholdt hvert år i hovedstaden Kampala. Det unge label har siden januar 2017 udsendt i alt seks kassettebånd i små oplag, der rummer en bred vifte af forskellige kunstnere og genrer. Pladeselskabet beskriver på deres bandcamp sig selv som, “(…) a Kampala based label exploring, producing and releasing outsider music from around the region and beyond.”, men denne kortfattede beskrivelse siger egentlig ikke så meget om deres musikalske vision eller geografiske holdepunkt. På deres udgivelser kan derimod finde alt fra en soundtracket til en imaginær film, dancehall-inspireret, excentrisk rap fra Tanzania og musikoptagelser, der stammer fra både Uganda, Kenya og Athen.

Denne alsidighed og mangel på et fast musikalsk og geografisk holdepunkt kan have været med til at forstærke den opmærksomhed, som Nyege Nyege Tapes i løbet af 2017 har fået. Det vestafrikanske label optræder blandt andet på Tiny Mix Tapes’ og FACT Magazines lister over de bedste nye labels i 2017, og deres udgivelser er begyndt at blive genoptrykt på vinyl i væsentligt større oplag end de 80-100 eksemplarer, som der oprindeligt er blevet trykt af hvert kassettebånd.

Nyege Nyege Tapes er et pladeselskab, som det er en god idé at holde øje med, og derfor synes jeg, at en introduktion er på sin plads. Jeg har udvalgt tre udgivelser, som jeg synes meget godt opsummerer den alsidighed, som man kan finde i bagkataloget.

Manipulationen af den musikalske tradition er et af de elementer, som går igen på de tre første udgivelser, der alle sammen udkom i januar 2017. Den mest omfattende af disse udgivelser er “Gulu City Anthems”, en compilation, der samler numre af produceren Otim Alpha. Otim Alpha har igennem 11 år fusioneret elektroniske beats og bryllupssange, der bliver sunget under Larakaraka-dansen, hvor unge mænd fra Acholi-folket, der beboer Sydsudan og det nordlige Uganda, fremviser deres vitalitet for at sikre sig en brud. Resultatet er en masse call-and-response-korsang over 808-beats, hvor skarpt markerede claps fremhæver off-beatet. Tempoet og humøret er højt, hvilket allerede er tydeligt på åbningsnummeret “Gang ber ki dako”, hvor fløjter og strygeinstrumenter bliver flettet sammen med de syntetiske beats, hvilket skaber en interessant, dynamisk følelse. De akustiske instrumenter og softwaret er svært at adskille, hvilket blandt andet er tydeligt på nummeret “Cam Ki lawoti II”, hvor tonerne fra en marimba og et strygeinstrument sidestilles med et simpelt beat.

I juni 2017 udgav Nyege Nyege Tapes, hvad man godt kan kalde deres mest ambitiøse udgivelse hidtil, nemlig “Sounds of Sisso”, en compilation af optagelser fra det tanzanianske label Sisso Records, der samler numre fra den elektroniske scene i Tanzanias hovedstad Dar el Salaam.

At lytte til “Sounds of Sisso” er en meget intens oplevelse, for her bliver en blanding af sang, rap og speak med hektiske tekster på swahili placeret over tæskende og ekstremt repetitive beats.
Disse beats læner sig meget op ad dancehall-undergenren raggamuffin, som Sisso Records har opfundet deres eget take på, blandt andet ved at skrue betydeligt op for tempoet. Det høje antal BPM er helt centralt på hele udgivelsen, hvor det “langsomste” nummer med sine 175 BPM er “Kazi ya mungu haina makosa26” af Dogo suma Lupozi, mens nummeret “TMK” af Dogo Suma når helt op på 230 BPM. Derudover bliver produktionernes skrabede 808-beats gjort til en kakofoni af glitches, hvilket betyder, at rytmen konstant bliver opløst, for i næste øjeblik at blive genoptaget, og de korte samples, der bliver sammensat i disse beats, får ofte numrene til at lyde som en blanding af speedcore og gamle arkademaskiner, der er gået i hak.

Teksterne er eftersigende satiriske kommentarer til alt fra politiet, korruption og problemer ved at date piger, når man ikke har nogen penge. Særligt kan nummeret “Nammiliki” af Makaveli fremhæves, hvor beatet skifter konstant mellem et aggressivt 8-bit-beat, dissonant dancehall og mørke string-pads. Nummeret har fået sin egen musikvideo, hvor mændene render rundt i gaderne og rapper, mens kvinderne twerker op ad dem.

I november 2017 udkom gruppen Nihiloxicas selvbetitlede EP. Nihiloxica er en sammensætning af Nilotica Cultural Ensemble, trommeslageren Jacob Maskell-Key og analoge synthesizere spillet af Peter Jones.

De fire instrumentale numre står i stor kontrast til “Sounds of Sisso”, ved ikke på samme måde at dyrke det hektiske og uforudsigelige. I stedet har numrene en langsom fremdrift, hvor synthesizeren lægger hjemsøgende akkorder under komplekse polyrytmer, og hvor forskellige elementer på skift fremhæves. Første nummer, “Nilo Chug”, starter ud med en simpel rytme, der akkompagneres af bækkenslag og synthdroner, for efter halvandet minut at blive til et intenst groove, der aktiverer alle musikerne på en gang. “Choir Chops” har et anderledes udtryk, hvor korte vokalsamples kombineres med mere homofoniske trommerytmer, mens tredje nummer “Endongo” vender tilbage til stilen fra “Nilo Chug”, hvor synthens melodier svæver over forskellige grooves. EP’en slutter med nummeret “Kadodi”, der næsten udelukkende består af et trommebeat, og hvorpå synthesizeren er skiftet ud med shakers. Nihiloxica fremkalder med deres mørke beats en mere meditativ trance end repetitionen på “Gulu City Anthems” og “Sounds of Sisso”, der med deres rytmer mere lægger op til dans end en kontemplativ gennemlytning. Det betyder dog ikke, at de to andre albums bliver mindre interessante af den grund. Tværtimod fremhæver det den alsidighed, der præger nærmeste alle planer på Nyege Nyege Tapes’ udgivelser.

Jeg kan kun anbefale både at lytte til resten af Nyege Nyege Tapes’ bagkatalog, samt holde øje med dem i 2018, for jeg tvivler på at strømmen af interessante udgivelser fra Uganda, dets nabolande og alle andre steder i verden kommer til at stoppe lige foreløbigt.

Info: “Nihiloxica” af Nihiloxica, “Gulu City Anthems” af Otim Alpha og V/A: “Sounds of Sisso” er alle udkommet på Nyege Nyege Tapes i løbet af 2017.

By Sandra S. Borch

To even begin to describe her place in music, it must be noted that Berlin-based DJ Lakuti aka Lerato Khathi from the Johannesburg-township Soweto has been around long enough to have experienced the first wave of house records. She cried on the dance floor, when she heard Fingers Inc’s house anthem “Can You Feel It” for the first time. She has made a name for herself over the past decades, where she has proved herself as a hardworking woman at her own agency Uzuri and admirable selector with her always heartfelt dj-sets and mixes. Passive/Aggressive talked to DJ Lakuti in anticipation of her appearance at CTM festival this year – and about how she moved across the world, for music and love.

She started with her mother’s record collection which included The Supremes, Diana Ross, Barry White, Mighty Clouds of Joy, Isaac Hayes, Miriam Makeba, Hugh Masekela and many more greats. Music was always around Khathi. Her grandfather was an avid jazz collector and played double bass, Khathi reminisce days in her grandfather’s company be filled with good vibes and jamming sessions. “My grandfather was good friends with the late celebrated jazz musician and alto saxophonist Kippie Moeketsi. I would sometimes go with my grandfather’s to his house and there will be lots of music talk amongst the adults and drinking and they would play records.” Later on in Khathi’s teens she added a diverse range of new musical acts to her reference including: Depeche Mode, Prince, Chaka Khan, Sylvester, The Pet Shop Boys, Gary Numan, Kraftwerk, Brenda Fassie, Yvone Chaka Chaka, Madonna, Soul to Soul, Cocteau Twins, New Order, and it feels like she could go on for quite some time dropping names on who has inspired her ever since.

The power of house

Back in 1986 she had a kind of a house-epiphany, when she for the first time heard Farley Jackmaster Funk featuring Darryl Pandy’s anthem “Love Can’t Turn Around”, as she puts it: “This larger-than-life-character in the form of Darryl Pandy, the energy in the music and the bassline. It was electric. I simply had to hear more. And through this record, I discovered many more incredible acts from Chicago, Larry Heard under his different guises probably left the largest impact though I would have to say. I remember first hearing Fingers Inc’s “Can You Feel It” featuring a sample of the seminal “I Have a Dream“ speech which Martin Luther King Jr. during the march in Washington for Jobs and Freedom on August 28, 1963, in which he calls for an end to racism in the United States and called for civil and economic rights. I remember just crying on the dance floor as the song truly resonated with me as a young black South African living under apartheid. I guess at that precise moment I truly recognised the power of house music.”

Khathi moved to London in 1997, she moved for two reasons: “Love and music”. Her dream was to experience and live the music which she had admired from a distance, “I was naive enough to come with only £400 so the first year in London was no picnic. The nightlife was so inspirational. I was going out almost every night of the week. Mondays would either be at Bar Rhumba for Gilles Peterson & James Lavelle’s “That’s How It Is!” night, or I would head to The Blue Note for Talvin Singh’s Anokha night where you would have Bjork, Goldie and many more amongst the audience. I worked at The Jazz Bistro as well from early 1998 until it shut down. Working behind the bar, then the bookings office and DJ’ing as well once a month. This place was huge for me. I met such incredible people including one of my mentors, Earl Gateshead. You had DJ Harvey playing there regularly, Jerry Dammers from The Specials, Claude Young and so many more. Gilles Peterson & Patrick Forge‘s Sunday Jazz sessions at Dingwalls were great as well. I practically lived almost every Saturday at the amazing Queer nation at the Old Substation South, an underground LGBTIQ New York style club with some of the best house music. Snow Boy at The Jazz Cafe was another great time. Heaven on a Wednesday for fruit machine. The Lowdown at The Velvet Rooms. The Old Plastic People, Movement at Bar Rhumba on a Thursday with Fabio & Grooverider + The seminal Scratch nights with Rob Mac & Matt Smooth with incredible guests such as The Pharcyde, The Roots, De La Soul, Doug E Fresh, Grand Master Flash, Biz Markie, Roots Manuva, Plus One, Roxanne Shante and many more Squat Parties, Notting Hill Carnival and so much more. There was such a vibrancy in the nightlife. Whatever music you were into, it was provided somewhere,” she tells with great excitement.

Ever since her move to London and now currently residing in Berlin, she has worked as a DJ and played notorious clubs such as Fabric in London and Panorama Bar in Berlin, she works as a booking agent and label boss at her own Uzuri Recordings and management, she has been a promoter for underground parties in London under the Süd banner and she is a general industry all-rounder. Her approach to work and life is, with the risk of sounding a bit airy fairy, a holistic way of thinking, and she explains, “Growing up as a black African women in this system, I have accepted that I have to work extra hard as well and really create from scratch as in my experience not many doors are easily opened for us. So, everything I do, I built from the roots up. I am a workaholic, I guess. Importantly there is so much work to do out there to make things better so I feel a sense of urgency in using whatever means necessary to build a legacy not only for myself but for people like me, growing up under apartheid instilled in me the importance of community and helping one another. This fight continues on. I want nothing better than to see every single one of us treated with the greatest amount of dignity and humanity regardless of colour, gender, sexual orientation or religious belief.”

Lakuti is very passionate and open on the social change she wants to see in the world, and her search for an open and free mind set on the dance floor includes disrupting misogyny and racism in contemporary club culture, to end this and in order to assure a better clubbing environment. It is so important to acknowledge the scene’s roots in order to move forward in a healthy and positive way.” Khathi ends this interview by quoting the words of the late Aaron-Carl Ragland, ”It does not matter where you come from or who you are. In my house, we are all free. One nation. God’s children coming together in the spirit of house.”

Essay af Carl Bergstrøm-Nielsen, komponist, musiker, koncertarrangør

Med anmeldelser er det som med psykiatrien:
Mange kritiserer, at der er for lidt af den, men for få kritiserer dens indhold.

Det lader til, at en del kulturinteresserede og kunstnere føler et savn og mener, at synligheden i aviserne aftager, som det fremgår af Dagbladet Informations temanummer om anmelddelser 6. oktober 2017. Lad os imidlertid beherske nostalgien; anmeldertraditionen må, ligesom de kunstneriske traditioner, sommetider tages op til revision, og det er der anledning til nu, hvor læsermarkedet skrider, og aviserne med flere medier omstiller sig.

Uden offentlighed bliver kunsten privat og kommer til at mangle de udfordringer og den almene interesse, der kommer af historiens vingesus, og at vi har noget tilfælles med andre uden for de små cirkler. Vi tager den nemt for givet… Men lad mig fortælle nogle selvoplevede historier om offentlighed og nogle grænser, den kunne støde på.

Engang i mine unge dage var jeg sammen med nogle kammerater på vej til en koncert, vi selv havde været med til at arrangere. Talen faldt på en bestemt anmelder, flere var vrede på, og en idé om at forbyde ham adgang blev luftet. Indtil der var én, der sagde, at det kunne man jo ikke, når koncerten var offentlig. Det kunne vi andre pludselig godt indse. Det ville være en utilladelig censur af publikum. Et tilfælde af censur oplevede jeg engang i Tunesien ved en udstilling om Palæstina, som ellers var annonceret som offentlig i en avis. Vi fik at vide, vi ikke var ønskede, og fandt det klogest at gå. Nogle ønskede åbenbart ikke at dele indholdet med alle besøgende, og en mulig politisk dialog med os fandt dermed ikke sted.

En mere uskyldig form for begrænsning af offentligheden oplevede jeg i et europæisk land, hvor der rundt i byen var plakater, som fortalte om en teaterworkshop, som både lavede forestillinger i byen og en åben improvisations-session. Jeg syntes, det sidste lød spændende, og gik derhen. Her var folk søde og flinke, og sessionen blev gennemført, men de virkede meget overraskede over at få besøg. Måske var sessionen mest skrevet på plakaten for at kunne præsentere mest muligt offentligt til ansøgninger om støtte. Men en øjenåbner omkring offentlig kultur var det for mig: Offentligheden betyder, at enhver bare kan komme – og det som et ritual, hvor man kan komme tæt på hinanden, uden at det er forpligtende. I den ‘mellemsituation’, jeg oplevede, kunne det derimod virke en smule som et privat selskab – med den gensidige forpligtelse til at holde en konversation gående. Fint nok, men det er også en værdi ved det kulturoffentlige, at publikum har retten til at være der, uden at det forpligter. På den måde kan man både orientere sig og engagere sig bredt på en anden måde, end hvis alt var tæt og personligt. De optrædende har så en forpligtelse til at give publikum dette rum. Ingen kan afkræve de besøgende noget; de er fredet.

Så offentligheden er i det store spil politisk skrøbelig. Mere lavpraktisk kræver den, at de udøvende og arrangørerne sætter sig ud over det private og accepterer en vis formalisme i situationen og giver afkald på trygheden ved at vide, hvem man har at gøre med. Til gengæld får man adgang til at blive taget alvorligt i en bredere sammenhæng.

Nu er aviskritik jo ikke lig med offentlighed som sådan. Den er blot et mellemled mellem fagtraditioner og de aktuelle begivenheder, der henvender sig både til dem, der var til stede, og til dem, der ikke var der, men gerne vil vide noget om, hvad der skete. Kendskab til begivenheden bliver udbredt, og den søges sat i perspektiv. Men alt det er også noget af en strategisk rolle.

Kritikken skal ideelt være højt fagligt kvalificeret og bidrage til kunstformernes udvikling. Men der kan i mediets strategi over for læserne være tendenser til en forgrovning af den subjektivitet, der følger med vurderinger. Den besværlige virkelighed forsimples i værste fald til et antal stjerner, og et sammenlignende konkurrenceperspektiv lægger sig kvælende over mangfoldigheden.

Nemt er det ikke, for anmeldelsen skal ikke kun rose, men også kunne komme med kritiske betragtninger. Ethvert synspunkt indebærer en forenkling, og anmelderen placerer sig i en position, som bedømmer over for et antal mennesker, som er muligt publikum og kan påvirkes. Fordi jeg synes, musikformen trænger til synliggørelse, skriver jeg selv anmeldelser af improviseret musik på min hjemmeside. Her havde jeg engang i en privat korrespondance et interessant tilfælde af divergens: Jeg havde skrevet, at jeg oplevede sammensætningen af musiknumre på en CD som vilkårlig, altså som en føren frem af, hvad der nu lige var produceret. Musikeren selv indvendte, at der skam var bevidste overvejelser bag. Tja, hvad er løsningen her? Er der en pointe i, at jeg kommer som lytter udefra og oplever helheden umiddelbart, mens den, der har produceret, har været optaget af tilblivelsen af numre og deres detaljer? Helt sikker kan jeg ikke være – som jeg kender til det i diskussioner, kan flere synspunkter være rimelige på samme tid. Burde anmeldelsesformen afløses af noget andet, fx. baggrundsinformation, reportage eller referat af diskussion, som giver mere plads til virkelighedens mangfoldighed – og til kunstnerne selv frem for fremmede lyttersynspunkter? Man kunne eksperimentere med nogle flere af de journalistiske genrer. Anmeldelser som genre synes at være sejlivet, fordi én person hurtigt kan beskrive sin opfattelse og andre hurtigt sætte sig ind i den. Det rører straks ved nogle grundlæggende mekanismer i kommunikation: Vi er glade for anbefalinger, for at vide hvad der er “godt” og “skidt”, “rigtigt” og “forkert”, “progressivt” og “yt”, “os” og “dem”, for “forbrugervejledning”. Det er så at sige etnologisk effektivt. Men ikke nødvendigvis oplysende.

Det er lignende former for personlige vurderinger, der indgår i eksamener på alle niveauer. Nogle mennesker er sat til at bedømme i henhold til bestemmelser og retningslinjer, men der bliver en rest af personlige overbevisninger og forsøg på at overbevise hinanden tilbage. Ud af dette kommer en selektion, som man mener er hensigtsmæssig i forhold til arbejdsmarkedet og samfundet. F.eks. at alle kan læse, skrive og regne på et vist niveau, og at en snedker kan klare alle almindeligt forekommende opgaver.

Men kunst skal gøre os mere opmærksomme over for tilværelsen og trives ikke med en stram eksaminering. Derimod har det med nogle anmeldelser været en skærsild for kunstnerne at overleve dem. Som det nævnte temanummer af Information genkalder, kom Edward Brandes som teateranmelder i pistolduel med en skuespiller, han havde anmeldt. Negative og ‘nedsablende’ anmeldelser kan endda være underholdende at læse. Thomas Thurah skrev om Rifbjergs roman “Det ville glæde” blot et enkelt ord: “Hvem?”. Men hvad fik læseren egentlig at vide her? Så var der mere gods i Aage Hermanns anmeldelse i Ekstrabladet 1918 af en futuristisk maleriudstilling. Den bestod i et digt, der begyndte: “Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos / endnu kan dit træben vel spille …”. Hvordan det end var ment, så var det en kreativ formidling af indtryk fra begivenheden, som kunne vække nysgerrighed og debat.

Christina Rosendahl kommer i temanummeret med det interessante forslag, at anmelderen ikke skal gemme sin egen subjektivitet væk, men bære den til skue, så man kan se, hvad vedkommende bevæges af. Det hedder videre i teseform:

“– Du skal være selvbiografisk i din anmeldelse
– Du skal indgyde mod i publikum
– Du må ikke uddele stjerner eller hjerter”

Set isoleret betoner disse teser måske det personlige på bekostning af fagtraditionen, som ellers også berøres i Rosendahls indlæg. Men lignende retningslinjer for skrivningen kunne forhindre aggressive angreb og være med til at sikre, at anmeldelsen holder sig mål for øje om at tjene formidlingen og pleje mangfoldigheden også i den enkelte anmeldelse.

Digitale medier har i nyere tid inspireret til, at man har faste retningslinjer for debattonen. Grove person-fornærmende ord og diskrimination af befolkningsgrupper er forbudt og fører til sletning af indlæg. Så skulle medierne ikke simpelthen indføre noget sådant for anmeldere og præcisere, at det også gælder det, journalister gerne kalder for ‘karaktermord’?

I mellemtiden er der et praktisk råd, jeg selv har haft god fornøjelse af: Vær ikke ked af dårlige anmeldelser. Der vil altid være læsere, som synes, den virker overdrevet, og at anmelderen gør sig selv en smule latterlig. Den “etnologiske effektivitet”, jeg nævnte ovenfor, med den letforståelige ven/fjende-model bliver vendt imod anmelderen selv. Publicér dem videre selv, og lad folk tænke deres eget.

***

Info: Carl Bergstrøm-Nielsen er komponist, musiker og koncertarrangør. Han har, blandt andet med udgangspunkt i studier hos Stockhausen, praktiseret og undervist i intuitiv musik. Han har også publiceret adskillige artikler om musik, herunder grafisk notation, som kan findes via intuitivemusic.dk. Nærværende tekst er skrevet til Passive/Aggressives tidskrift Festskrift II (om musikkritik), som udkommer den 15. februar 2018.

Af Alexander Julin

Astrid Sonne er et af de nyeste navne inden for den blomstrende eksperimentelle, elektroniske musik i Danmark. Med alsidige og livlige kompositioner har hun på sit debutalbum, “Human Lines” (Escho), skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed.

I anledning af “Human Lines” har vi interviewet Sonne om bl.a. improvisation og tilfældighed, indflydelsen fra hendes musikalske skoling i bratsch og sang, om ikke at tøjle musik til bestemte følelser og udtryk, at placere bestemte æstetiske udtryk i alternative sammenhænge og at droppe “den kristne arbejdsmoral”.

P/A: Hvornår er “Human Lines” skrevet, og over hvor lang tid har du arbejdet på albummet?

AS: “Albumet er skabt mellem efteråret 2016 til sommeren 2017 – bortset fra “Alta”, som er pladens sidste nummer. Det var det første stykke musik, jeg komponerede, og jeg følte, at det var vigtigt, at det kom med på pladen, selvom det ikke er fra samme arbejdsperiode og skiller sig ud, idet at det kun er bratsch.”

P/A: Hvad er din musikalske baggrund, og hvilken indflydelse har det haft på “Human Lines”?

AS: “Min musikalske baggrund er klassisk med skoling i bratsch og sang. At jeg har beskæftiget mig så indgående med klassisk musik, har uden tvivl meget at skulle have sagt, når jeg komponerer. Den måde, jeg skaber form på, mit harmoniske sprog og fraseringerne er meget farvet af min musikalske baggrund, om jeg vil det eller ej, på godt og ondt.”

P/A: Hvad har været dine største inspirationer i dit arbejde med “Human Lines”?

AS: “Det er virkelig svært at opridse kunstnere eller oplevelser, jeg har været inspireret af, for så snart man nævner noget, udelukker man noget andet. Der findes ikke én eller en håndfuld oplevelser, der har skabt inspirationen til “Human Lines”, men derimod mange store og små oplevelser, sansninger, erfaringer og åbenbaringer.

Men jeg kan ikke komme udenom, at jeg har været inspireret af og lyttet ekstremt meget til amerikansk og europæisk minimalisme (komponister som Reich, Glass, Pärt, Ligeti, Vasks, Messiaen, Pelle Gudmundsen-Holmgren, Hans Abrahamsen, Per Nørgaard osv.). Desuden synger jeg i et klassisk kammerkor kaldet Hymnia, hvor jeg også finder meget inspiration.

Hvis jeg skal finde en rød tråd i de kunstnere, jeg beundrer, er det, at de kan finde ind til det allermest væsentlige. De kan virkelig komme ind til kernen af, hvad de gerne vil udtrykke.

I musikalske sammenhænge er det for mig evnen til at skabe melodi, harmonik, tekstur og form, der skaber en følelsesmæssig genklang i mig. Jeg kan godt lide musik, der ikke kommunikerer for tydeligt, så der er plads til éns egen oplevelse og fortolkning af det. Og så kan jeg nok ikke komme uden om alt det andet fantastiske musik, der bliver skabt i Danmark for tiden og specielt i min omgangskreds.”

P/A: Har det musikalske musikmiljø i Danmark inspireret dig i arbejdet med albummet?

AS: “Uden tvivl! Jeg er omgivet af nogle af de mest inspirerende og dygtige folk til daglig, og det er en kæmpe gave. Xenia (Equis, c.cell) har været en af de mest indflydelsesrige personer ift. inspiration og motivation. Vi har været tætte venner i mange år, og vi bruger ofte hinanden som sparringspartnere. Villads og Aske fra Anyines har lært mig uendelig meget både ved at dele ud af deres viden, lære det fra sig og generelt hjulpet mig.

Derudover elsker jeg at suge til mig fra alle dem, der ikke direkte laver det samme musik som mig: Soho Rezanejad, ML Buch, Molina, Catherina og Henriette fra Smerz, Twin Cities, Fast Forward, Ectotherm, Posh Isolation og Petrola80. Jeg har nok glemt en masse. Der er så mange gode ting, der kommer fra Danmark lige nu, og jeg føler, at miljøet er opbakkende og rummeligt. Det er så dejligt at opleve og være en del af.”

P/A: De enkelte numre varierer meget måde stilistisk, stemningsmæssigt og flere også kompositionelt. Har du bevidst ønsket at udtrykke dig så diverst som muligt?

AS: “Nej, det har jeg ikke. Arbejdet med albummet har været båret af en meget fri proces, hvor jeg ikke har villet tøjle musikken til specifikke følelser eller udtryk. Det skulle bare være mig og vidnesbyrd fra forskellige stemninger, oplevelser og følelser. Jeg er ikke særlig optaget af én bestemt æstetik eller genre.”

P/A: Har du haft intentioner om, at albummets numre skulle komplementere hinanden på en bestemt måde?

AS: “Ja, det har jeg. Jeg arbejder meget med kontraster både inden for de enkelte numre, men også med albumet som helhed. A-siden er en suite, der arbejder med transition, form og kontraster. Både udtryksmæssigt er der stor forskel på numrene, (“Also” og “In” er mere ladede, “Real” og “Life” mere legende). Derudover er det de mindre kontraster (f.eks. trance-synth og korsample i “Real”, og det tonale og atonale i “Life”). B-siden er ikke på samme måde ét sammenhængende forløb, men mere en form for collage over forskellige oplevelser, men man finder i hvert nummer en form for kamp mellem det bløde og det hårde, det støjende og det melodiske osv. Numrenes rækkefælge er også sammensat efter, hvordan de komplementerer hinanden i forhold til numrenes forskellige dynamik og stemning. Man får ikke lov til at være i det samme stadie for længe, hvilket bidrager til en dynamisk og måske til tider udfordrende lytteoplevelse.”

P/A: Hvilket udstyr har du primært gjort brug af, og hvordan har det formet albummets udtryk?

AS: “Computer, optagelser fra EMS i Stockholm (Buchla, Waldorf etc.), software synthesizer: Serum, Access Virus Indigo, OP-1 TI, audio til midi-converter (bratsch til computer). Der er meget få optagelser, der er, som de er indspillet. For det meste har jeg manipuleret alle de lyde, jeg indspillede. Jeg tager få lydkilder ud, som jeg processerer på forskellig vis på computeren, hvilket gør arbejdsprocessen meget intuitiv. Meget af albummet er også skabt ved at spille forskelligt materiale live. Når jeg får materialet lidt væk fra computeren, føler jeg, at jeg kan agere mere musikalsk især i forhold til timing.

Valget af udstyr og synths har i forbindelse med pladen handlet meget om, hvad der sker, når man tager en sterotyp lyd (f.eks. Serum pre-set, meget klassisk dubstep-lyd) og blander det med et David Lang-korsample. Dertil har jeg en kærlighed til analogt simulerende digitale synths, både Waldorf og Access Virus, som igen har nogle klare æstetikker indbygget, som man på en måde fucker med, når man placerer dem i en anden sammenhæng og æstetik, end det måske ellers var tiltænkt.”

P/A: Hvordan vil du beskrive din arbejdsprocess? Har den været kendetegnet ved et eller flere bestemte arbejdsmønstre, dogmer, etc?

AS: “Jeg er generelt meget disciplineret og arbejder gerne fra om morgenen til eftermiddag/aften, lige meget om det går godt eller ej. Jeg er helt klart ikke lige så disciplineret, som da jeg øvede meget bratsch og spillede klassisk musik, for det var også noget, jeg gerne ville væk fra. Men jeg tror ikke, at jeg kan gøre mig fri af tanken om, at jeg skal arbejde i hvert fald et vist antal timer pr. dag. Jeg er dog begyndt at arbejde efter mantraet om, at jeg skal stoppe på toppen og droppe den kristne arbejdsmoral og tvang. Det kan være efter 2 eller 10 timer i studiet.

Dogmatisk set har jeg arbejdet meget med transition, og hvordan man kan skabe det på forskellig vis. Eksempelvis består “Also” af et minuts Access Virus-sample, som jeg har skabt form af ved at automatisere Abletons arppegiator på forskellige måder. “Overexisting” er også meget et transitionsnummer, der ligesom “Also” har meget den samme bevægelseskurve. Helt grundlæggende er jeg meget glad for ABA-form, eksempelvis roligt – intenst – roligt, hvilket er noget, jeg også fremover gerne vil prøve at udfordre noget mere.”

P/A: Hvilken rolle har improvisation spillet i arbejdsprocessen?

AS: “Jeg føler mig meget tryg i det improvisatoriske rum, og det spiller en stor rolle for, hvordan jeg skaber musik. Det er meget sjældent, at jeg har en fuldkommen plan over, hvor et nummer skal bevæge sig hen, eller hvad jeg vil med det. Jeg reagerer bare på, hvad der sker i løbet af processen. Jeg tegner dog tit et forløb eller forskellige bevægelser, jeg har forestillet mig, før jeg går i gang, simpelthen for at starte med noget.

Generelt er jeg glad for at arbejde med tilfældigheden, smide en masse bolde op i luften og se, hvad der kommer ned igen. Det, der er kunsten i at arbejde med tilfældighed for mig, er, hvordan man derefter finder frem til det mest væsentligste, og det kan godt være en udfordring.”

P/A: Hvad har du ønsket at frembringe eller berøre med udgivelsen?

AS: “Med “Human Lines” har jeg ønsket at udforske balancen mellem gentagelse og fornyelse i forskellige universer, der svarer til forskellige følelsesmæssige stadier. Det er vigtigt for mig, at musikken indeholder en vis følelsesmæssig relaterbarhed. Om det så er den ene følelse frem for en anden, går jeg ikke op i. Jeg skaber helst musik, der ikke skal være mere, end det er. Der er ikke budskaber eller temaer, det er ikke 1:1. Det er uden logisk sans, i følelsernes vold, et menneskeligt præmis.

Info: Astrid Sonne “Human Lines” er ude den 16. februar på Escho.

Af William Zeuthen, DJ Brevet

Her indleder vi så med en pointe om, at nogle musikanmeldelser består i at køre musikken igennem en analytisk persillehakker og konsultere teori for at fastsætte, om James Brown egentlig er “funky”, men at der også er en anden type musikanmeldelser, hvor anmelderen bare prøver at være en sej makker i samme korkbælte af livserfaringer og associationer som dig, så du kan lytte til musikken filtreret igennem anmelderens ord.¹

Fælles for begge sindelag er hensigten om at hjælpe lytterne med at udvide deres smag eller bringe dem i forbindelse med yderligere længder af bekvem metervare (en ny æske cornflakes). Begge fremgangsmåder virker mere og mere som et levn fra den størstedel af musikhistorien, hvor man har skulle betale mange penge, typisk lommepenge (i Fredgaard, i Guf, i Merlin, i Axel Musik eller i Top 20 i Lyngby Storcenter), for at komme i nærkontakt med materialet. I dag er det gratis, hurtigere og oftest langt mere interessant at lytte til det selv, end det er at læse en anmeldelse af det. Hvis man selv investerer lidt kræfter i at indrette sit psykologiske og musikalske rum, så virker anmeldelser af originalmateriale stort set overflødige. Så mit bidrag til dette skrift bliver et forsøg på at rette det musikkritiske alpehorn væk fra den evindelige knever om originalmateriale og hen til en situation, der har formet mig som lytter.

Mange musikelskere kan ikke lide at gå på natklub. Sådan plejede jeg også at have det. Noget, jeg hader ved de fleste natklubber, er, at anlægget typisk er så dårligt, at den eneste måde at imponere kunderne på er et dumt og kortsigtet lydmandstrick, hvor en masse ulden bas maser sig ind i maven og hen over huden. Fadøl i bæger og gutterne, der har fået løbepas fra hjemmestyret. Klart er det hele meget imponerende, hvis éns referenceramme er et lille streaming-anlæg. En hang til at inddele diverse natklubber og spillesteder efter arbitrære genredefinitioner er desværre også udbredt. Jeg forestiller mig en person, der går i supermarkedet og køber en liter letmælk, fordi kartonen er lyseblå. Dernæst vælger vedkommende nogle andre varer, også fordi de er lyseblå. Sådan er min anklage, og sådan var min vrede. Indtil jeg opdagede en anden måde at drive natklub på.

Jeg var flyttet til London, og min kæreste (i Danmark) havde netop forladt mig, og mine eneste venner var en gruppe hyperaktive rigmandsbørn fra Brasilien. De fleste weekender sad jeg i køkkenet og drak hvidvin og zappede på en Tivoli DAB-radio mellem Elton John, reklamer og Mick Hucknall. Det var helt uden forventninger om at opleve noget som helst godt eller rart, at jeg accepterede mine eneste venners invitation om at tage med på natklub. Da vi efter en lang kø kom ind i et stort, veloplyst lokale fyldt med sofaer og balloner, og jeg så tre højtalertårne, formet som forstørrede Tobleroner (2,5 meter høje), der indkredsede en gruppe af dansere, fornam jeg at være havnet et anderledes sted. Et ret fedt sted. Alt hvad jeg som gæst mødte efter garderoben, understregede natklubbens essens som hjemlig. Stemningen var hverken smart eller kikset eller manisk eller narkoagtig. Der var ingen ure, der var ingen spejle. Ude langs væggene cyklede en mand med grånende dreadlocks langsomt. Han var i laveste gear. Bogstavelig talt. Stemningen var af forening; en parallel virkelighed, hvor Sun Ra Arkestras “UFO” (en slasket og otte minutter lang mokkasin af et jazznummer) med største selvfølgelighed fylder dansegulvet. Jeg indså i dette øjeblik, at jeg elskede at danse, at al musik er festmusik, og at et fedt anlæg er et forstørrelsesglas.²

Den moderne natklubs historie startede i New York i midten af 1970’erne. Et lovgivningsmæssigt levn fra forbudstiden forbød dans på barer. Udbredt racisme og homofobi forhindrede etniske og seksuelle minoriteter adgang til de få steder, det var tilladt at danse. I stedet opstod en række huslejefester, hvor private åbnede deres hjem som en midlertidig natklub for at få dækket deres husleje. Rammerne til disse house parties var meget friere end i det kommercielle natteliv. Bevillingslovgivningen betød, at huslejefesterne måtte udvikle sig til klubber for at kunne servere alkohol uden bevilling. Af størst betydning i dag var natklubben »The Loft«, drevet af en langskægget mand (David Mancuso), der var opvokset på et børnehjem, og som forsøgte at genskabe stemningen fra festerne på børnehjemmet med balloner, frugt og musik. Klub-konstruktionen betød, at der kun kunne opkræves penge ved døren, så den obligatoriske punch- og nøddebuffet var gratis. Der var ikke flere penge at tjene på gæsterne, efter de var kommet ind. Den kommercielle verden sat uden for døren.³

På en kommerciel natklub hænger lydniveau og omsætning sammen: Jo højere musikken er, desto oftere går kunderne op i baren. For at hvile ørerne, for at dæmpe overlasten. Man kan ikke både skabe en dyb og behagelig oplevelse og maksimere sin indtjening. Huslejefesten og den oprindelige natklub er indstillet på at tilbyde størst muligt velbehag. Ikke på en lasket, sækkestolsreligiøs facon. Men et hjerteligt og intenst forsøg på at give musikken og danserne de bedst mulige betingelser. På natklubben i London pakkede lyden mig ind og dementerede forestillingen om, at kun et højt lydniveau kan gøre musikken kropslig og følelsesmæssigt engagerende. Lyden fyldte alt, og alligevel kunne man have en samtale på dansegulvet uden at råbe. Og uden at blive underlagt de antagelser, der gør nogle samtaler mellem mænd og kvinder til en ensrettet gade. Der findes åbenbart et alternativ til stemningen “klassisk parringsdag på kennelen”.

Alt, hvad min tomme og overfladiske ungdom i Trørød og Vedbæk (Nordsjælland) har lært mig om natteliv, er smeltet og borte. I dets sted er trådt en kropslig forbindelse til musikken og oplevelsen af en situation og et sted som en prisme, man lytter med. Høresansen har et empatisk potentiale, der overstiger de andre sansers. Det er lettere at høre med andre ører, end det er at se med andre øjne. Og de ører, jeg har i dag, er formet af natklubben i London.

Jeg vil spare læseren for pinagtige forsøg på at beskrive musikken, men genrespændet gik fra afrikansk musik til disco til jazz til nyere elektronisk musik (intet sted kommer sproget så meget til kort som ved denne intetsigende altingsbetegnelse). Discjockeyens vilje til at lade tempoet falde og én type intensitet afløse den næste, egner sig bedre til gengivelse her. Alle har vist på et tidspunkt døjet med den usikre og urutinerede discjockeys frenetiske forsøg på at få alle til at fyre den max af hele tiden. Alle kommer forhåbentlig også til at opleve en discjockey, der ikke spiller til gæsterne, som var de små maskiner, der skal fikseres og ødelægges, men i stedet vikler dem i en tidskappe af røde tråde i alle farver.

Afslutningsvist en påstand, jeg oplever som sand: Der er for meget musik alle vegne. Det har været vidunderligt for mig at lytte til musik mindre end en time om dagen og dernæst gøre det under personlige og optimale forhold og med alt, hvad jeg i det øjeblik rummer. Fornemmelsen af at forestille sig musik ved at glæde sig til at høre, at det er ægte og en gave, man kan give sig selv. Hver dag. Uden at blive fattig eller dø af det. Tværtimod.

Info: William Zeuthen er musiker, kunstner, grafiker og dj. Han har blandt andet optrådt under kunstnernavnene Spillet & Spillet, Deejai Brevet og William Zeuthen. Nærværende essay er skrevet til Passive/Aggressives tidsskrift Festskrift II (om musikkritik), som udkommer den 15. februar 2018.

[slutnote 1] Hvis du er typen, der stadig kan blive charmeret af små øllede læderjakkemænd med overskæg (og piller i inderlommen) fra dengang, man i konkret forstand drejede et telefonnummer, er noget af det bedre inden for gonzomusik-journalistikgenren Lester Bangs, eksempelvis antologien “Psychotic Reactions and Carburetor Dung” (1988).

[slutnote 2] Natklubben, der omtales her, hedder Beauty and The Beat. På klubbens hjemmeside (www.houseparty.org.uk) kan man hente de seneste sæt fra festerne og se, hvornår den næste fest er. Det fremgår nok nogenlunde af teksten her, at jeg anbefaler stedet.

[slutnote 3] Denne historiske gengivelse er et tyndt og sikkert fejlfyldt opkog (jeg havde ikke lige bøgerne til rådighed her og nu, da jeg i skrivende stund henslæber min tid i en campingvogn på et torv i Oslo for at sælge juletræer) af Tim Lawrences bog “Love Saves The Day: A History of American Dance Music Culture” (2004) og Bill Brewster og Frank Broughtons bog “Last night a DJ Saved My Life” (1999). Begge bøger kan anbefales og har lange generøse lister over mange af de numre, der (også) var populære dengang.

(Photo from Tim Lawrence “Life and Death on the New York Dance Floor, 1980-83″, Duke University Press 2016)

Reportage from CTM 2018 – Turmoil 26.1. – 4.2 in Berlin by Sandra S. Borch, Photos: Ralph Larmann, Udo Siegfriedt, Camille Blake og Isla Kriss

“The world is in turmoil” declares the CTM Festival for Adventurous Music and Art in the programme. The festival has long been notorious for its critical voice in music culture finding grounds within the turbulent political climate we are witnessing today and taking a strong stand against inequality and essentialist identity politics of all sorts. With a rich and diverse programme of concerts, performances and lectures showcases music from different aspect. Here are some thoughts on the festival and some music highlights during this year’s edition of CTM festival in Berlin.

The day programme has gained more and more space at the festival over the past years and includes workshops, artist talks and more theoretical lectures on sound, music and beyond. Tuesday’s schedule included a full day dedicated to female-identifying organizers in music hosted by the Berlin-based collective Salt+Sass aimed to spotlighting women organizers in the industry, taking the debate on the gender imbalance in music culture. Eleven women-identifying curators, promoters and editors briefly presented how they made their way in the music industry, throughout the different voices the message was clear, the dwelling on the “why aren’t there more females in music?” angle is bygones and days like this is a celebration of it.

Another highlight during the daytime, was George E. Lewis, professor of American Music at Columbia University and Area Chair in Composition. Lewis gave a lecture titled “Why Do We Want Our Computers to Improvise?” on practices of free improvisation by machines in music. His brilliant thinking and theorizing was beyond inspiring. The forward-visioned, well-structured and humorous lecture was followed by a talk together with the Chicago-born multi-instrumentalist Roscoe Mitchell, reflecting on their long-term collaborative activities here among their performance with ‘The Voyager’ – an improvising AI computer system made by Lewis back in 1993. Towards the end of the conversation a question from the audience occurred (quoted by memory): “Art is the most meaningless in the world, and at the same time art is a symbol of freedom – how do you balance these to practices?” Lewis answered without any form for hesitation: “Freedom is not something giving to you but something you work hard to obtain and fight for it.” And there were no further questions. By this Lewis draw a realistic perspective between his practice as a theorist, artist and human exposed to the political issues.

The rediscovery of Ernest Berk

A notable aspect of the festival was a special emphasis on the intersection of music and dance with a tribute to the life and legacy of the unsung choreographer and composer Ernest Berk. Over three evenings Ernest’s music and dance was presented, interpreted and explored.

The second night of the trilogy was together with Group A, Rashad Becker and Pan Daijing. The evening started with the story of Berk told on a screen above the stage at HAU2. In short Berk was especially interested in an expressive form of modern ballet and later he started to experiment with tape and electronics. After his death all his tapes was bequeathed to the historical Archive of Cologne. Tragically the archive building collapsed in march 2009, but before this catastrophic event occurred all Berk’s master tapes were successfully transferred into a body of work that stretches over three decades and includes more than 200 compositions. Ten pieces was played accompanied by one or more dancers. The sound was tape recorders, tone generators, filters, ring modulators, echo units and explored both microphone-oriented mystique concrete and oscillator-based electronic music. Also drumming was a central element in the sound collected percussions from round the world.

Ernest was central throughout the evening both with short glimpses of previously friends and colleagues sharing insights on Ernest’s aesthetic being. The next part of the evening the dancers entered the stage completely naked together with the industrial-noise duo Group A, who showed off exactly what has made their reputation: combining raw synths, drum machines, violin and cassette tapes they whipped up an electrical storm of clanking beats and swooping violin, that made the eleven naked dancers arcane movements and completely hypnotized the audience speechless but doubtless impressed. The wilderness of the dancers mood was amplified by Group A’s electronic soundtrack which combined a peppering drumming rhythm pattern and harsh burst of noise. That challenge us, the audience, to explore beyond our personal boundaries and discover new stages of interrelations between humans, which the dancers was a living example of.

Afterwards Pan Daijing and Rashad Becker to the stage literal mirroring each other in same outfits and Becker in a black wig – which had me wondered if I had misunderstood something. But his sounds is unmistakable. Inspired by the working methods, musical structures and textural directions of Ernest. The two radical experimentalist suited each other and rounded up the evening with a more abstract and modern take on Berk’s sound.

The future is technology – James Farrero, Skalar and MONOM

Among tumbling animations with a collage of fragmented images of sterile labs, numbness human faces and decreasing charts of economic wealth repeatedly projecting in random order in what was supposed to illustrate a purgatorial wasteland of physical and digital sewage. The audiovisual performance ‘Plague’ was the strangest moment of the festival. The piece was a commissioned performance by musician and performer James Ferraro. In collaboration with visual artist Nate Boyce, PHØNIX16 and the actor Nate Boyce. After a long intro with blasting sound and flashing strobe lights a crawling man wearing a turtleneck entered the stage as a sniffing dog and from that moment the performance struggled with the audience’s disappointment that ended in a silenced applause by a confused crowd. It was a hyped-up nightmarish vision of a post-digitalized world transforming environments and reflections of a non-interrelations world, were clearly at the core of the narrative. The performance seemed in contrary to the festivals overall standard of curating. We can only hope that if we collectively make uncompromised decisions, we will not end in a world visioned like here.

However, other visions were presented with a complete opposite relationship towards technology. The light installation SKALAR by Christopher Bauder together with a soundtrack made by Kangding Ray and the 4D sound space MONOM showcased how incredible work of art, technology can create. Both spaces was mesmerizing to walk within and mometararly breathtaken to say the least.

Music highlights

Amongst my personal music highlights of the festival was the Chicago-based Jana Rush’s live performance at Panorama Bar Friday night that ended in a mixture of old classics with the theme from Super Mario and taking the mood to a good place. There were also a massive amount of love staging at the performance by Holly Herndon’s Ensemble. The ensemble amplified the love and as a set of individuals they showed how much power you can achieve in a collective. Even though the concert had a few technical issues and clearly was a work in progress. It was admirable how much they enjoyed being on stage. Alone by perspective it was one of the peak performances of the festival. Also the concert with Equiknoxx featuring Shanique Marie was a massive joy spreader. These performances might be the positive interpretation of the festivals theme Turmoil.

Whereas Friday night at Berghain sounded like a the spirit of turmoil and the aesthetic of horror. Last year hardcore made its full comeback and CTM had locked the entire main floor at Berghain to the sonic mayhem of brutal beats, Hoover synth noise, the 8-bit Atari computer game sound and an escalating BPM. The uniform of the night sporty tracksuits and shaved heads with a iconic tribal stamp in the neck. In-between the sound from the archetypal TR909 and breakbeats rolling sporadically interrupts with enthusiastically shout outs and the floor yelling to well-known lyrics such as “there’s no party like the alcohol party!”

So, things we learn at a heartfelt performance is a precious thing.

In conclusion, the CTM festival can be seen as an agent of emancipatory art which I applaud and promote. A festival like CTM is not only a space for debate, enlightening and sharing art and knowledge but also a platform for the marginalized voices to break through and present another perspective on present social and political twist and turns. We might ask ourselves why homophobia, misogyny, and structural racism still are thing we have to fight against. And it is not something a music festival can change alone but it is encouraging to see organisers taking some responsibility and a desire for a positive change in a world in turmoil.

Af Alexander Julin, foto af Ravna Marie Jensen

Mikkel Sönnichsens nye projekt, third wife, startede i sin tid som et fællesprojekt for ham og hans vennegruppe. Intentionen var oprindeligt, at alle parter skulle tage del i produktionen af musikken såvel som artwork, distribution og masterering, men med tiden endte navnet med at blive pseudonym for Sönnichsens eget virke som dj og producer. Til Marts udkommer projektets debut, EP’en “Closer”, som Sönnichsen ligeledes selv udgiver på det nyligt opstartede label, der også hedder “third wife”.  “Closer” byder på tre technonumre, der i højere grad handler om at bidrage til det københavnske klubmiljø end at skabe noget unikt og anderledes derfra.

Foruden musikken selv er noget af det mest bemærkelsesværdige ved third wife, hvordan projektet er eksplicit inspireret af det musikalske miljø og den tid, det er skabt i. Sönnichsen selv peger på aktører såsom Fast Forward, Ectotherm, Euromantic, Ctrls, Bunker Bauer, Lost 2 Reality, Percy Records og ØEN som værende essentielle inspirationskilder for udgivelsen. Derfor er third wife heller ikke så meget et solistisk projekt lukket om sig selv, som det er en hyldest og et bidrag til det miljø, det er opstået ud af: “(…)  jeg føler mig ret meget som del af et miljø, der er værd at være i og har ingen intention om at skille mig ud. Bare jeg kan bidrage lidt, så synes jeg, at det er godt.”

Alligevel rummer projektet også et individualistisk aspekt, da det er skabt ud fra et ønske om at have så meget autonomi over samtlige valg, som projektet har krævet. Mens Sönnichsen også er inde over koncertgruppen og selskabet ØEN, har det være andre overvejelser og ønsker, der har ligget til grund for third wife: “ØEN er i sin grundform et helt andet projekt, hvor jeg mest af alt ser mig selv hjælpe andre med at få deres musik ud. Der er vi mange om at tage beslutninger, og oftest ender resultaterne med at være et produkt af så mange ting, så det er svært at se, hvordan det egentlig opstod. Det er der også noget rigtig smukt i, og jeg er meget glad for, at jeg lige nu kan opleve begge dele – altså både være med i et kollektivt drevet projekt og prøve at stå på egne ben med noget. “

“Closer” har i kraft af Sönnichsens facination af “repetition, dybe frekvenser og rave-eufori” flere fællestræk med mange af de monotone og repetitive techno-udgivelser, der i øjeblikket udkommer i stigende grad i og omkring København. I modsætning til en stor del af dem er udgivelsens tre numre dog ikke særligt militante og hårdtpumpende, men snarere vuggende og indbydende. Det ville være for meget sagt at karakterisere udgivelsen som optimistisk i sit udtryk, men omvendt dyrker den heller ikke den maskinelle apati, der synes at gå igen på flere danske techno-udgivelser i senere år. Foruden Abdulla Rashims tidlige udgivelser på Abdulla Rashim Records og Regis’ udgivelser på Blackest Ever Black peger Sönnichsen selv på Dekmantel Festival i 2014 som en personlig musikalsk øjenåbner for ham. Selvom det hollandske selskab af samme navn har været eksponent for forholdsvis forskellige udgivelser over årene, kan de generelt karakteriseres som blødere og intuitivt mere tiltalende, end hvad der kan siges om store dele af det danske musikmiljø, third wife ellers tager afsæt i. Det kommer utvivlsomt musikken til gode, for selvom “Closer” muligvis er dedikeret som et bidrag til det københavnske klub- og ravemiljø, er det ikke blot en tom repetition af andre kunstneres produktioner og stilistik.

“Closer” udkommer i løbet af marts.

Billeder af Astrid Sonne og Xenia Xamanek Lopez – introduktion af Sandra S. Borch

Astrid Sonne og Xenia Xamanek Lopez (Equis) har længe lavet støj med diverse maskiner i Københavns undergrund, i januar tog de sammen langt mod øst for at udforske den japanske kultur. Passive/Aggressive spurgte om de havde lyst til at dokumenterer deres tur.

Begge havde en fascination af Japan og lyst til at udforske landet. Da muligheden bød sig var de enige om at tage afsted med et ønske om at møde nye mennesker, opleve nye steder og sprede deres musik. Som de selv udtrykker det: “Efter vores mening er det den bedste måde at opleve et nyt land på, ved at kombinere det med koncerter, derved får man mødt nogle folk, oplevet en scene, skabt nogle kontakter etc. Vi ønskede selvfølgelig også bare at møde nye mennesker, at få spredt vores musik, se hvordan det er at spille et job, hvor der ikke er nogen venner til at sige, at det er godt. Det er en mere ærlig reaktion du får.”

“Der er en lang og stolt tradition både indenfor noise, minimalisme og anden experimental-musik i Japan. De har en særlig måde at zoome ind på. Vi oplevede flere koncerter, der bare behandlede én ide hele vejen igennem, de er mestre i transitioner og form. De ved hvordan begrænsning kan skabe frihed og det er vildt fascinerende at opleve,” siger Sonne og Lopez. På trods af den store geografiske afstand synes den japanske undergrund af trække paralleller til den danske, som ifølge Astrid og Xenia har scenerne en masse drivkraft og baseret på et åbent community. Her følger billeder fra deres tur igennem Japan:

1. Solnedgang på vej til første koncert på det lille spillested OTOOTO i Shimokitazawa, Tokyo.

2. Shinjuku, Tokyo. Shinjuku er verdens travleste station med mere end 2 millioner rejsende pr. dag. Som man kan se er vi kommet til de bøjede nakkers land.

3. Fritid i Akihabara. En bydel der har specialiseret sig i salg af elektronik. Her kan du få alt fra rackmoduler til anime gadgets til J-pop merch. Alfred får sig en øl.

4. Gameshop.

5. Lydprøve på Forestlimit, Tokyo

6. Astrids plade “Human Lines” bliver afleveret til pladebutikken Big Love. Nogle mere begejstrede end andre.

7. Efter 8 dage i Tokyo, tager vi til Osaka hvor vi skal spille vores 3. koncert. Photoshoot foran Osaka Castle.

8. Astrid i en traditionel japansk have.

9. I haven er der én ansat til at vaske træerne.

10. Koncert på Environment 0g, Osaka.

11. Nu Kobe. Vi boede i en lille by uden for Kobe kaldet Shioya, i Guggenheim House (huset vi står foran) hvor vi også spillede koncert. Huset bliver brugt som residency, forsamlingshus, koncertsted og til udlejnings brug.

12. Billede foran byens shinto-tempel hvor vi overværede en ceremoni. På billedet står Astrid og Freja og snakker med vores kontaktperson på Guggenheim House, Ali.

13. –

14. Forberedelse før koncert, Guggenheim House.

15. Hund ved tempel, Kobe.

Af Alexander Julin

Det kan være svært for alvor at engagere sig i nye, lange opsamlingsudgivelser. Summen af de mange medvirkendes særegne udtryk kan meget let munde ud i, at man ikke tager notits af de enkelte kunstneres særegne lyd. Overfloden af forskellige udtryk kommer ikke altid de enkelte kompositioner til gode og kan let efterlade én med en følelse af simpelthen ikke at kunne orientere sig i mylderet af udtryk.

På samme vis kan opsamlinger, hvor de medvirkendes udtryk ligger tæt på hinanden æstetisk og stilistisk, resultere i, at de enkelte bidrag blot fremstår som minutiøse variationer af den samme tendentielle lyd.

Mindeværdige opsamlinger må i det mindste have en form for enten eksplicit eller implicit tematisk eller stilistisk fællesnævner for numrene, der samtidig giver plads til en grad af diversitet. Det er en balancegang, der ikke eksisterer nogen formel for. Alligevel er jeg ikke i tvivl, når det lykkes. Og det gør det på den nylige, 25 numre lange “In Death’s Dream Kingdom” fra det britiske selskab Houndstooth, der bl.a. har stået bag flere af Call Supers og Aïsha Devis udgivelser.

“In Death’s Dream Kingdom” er et såkaldt ‘post-album’-projekt, der placerer sig et sted mellem en kompilation og en playliste. Imidlertid har udgivelsen i højere grad karakter af et sammenhængende værk end af blot at være en opsamling af numre, hvilket ikke er ulig udgivelsen “Mono No Aware” på PAN sidste år. Numrene på “In Death’s Dream Kingdom” er løbende blevet uploadet på nettet og kan erhverves enten digitalt eller med et print af udgivelsens cover af Jazz Szu-Ying Chen, der fungerer som en slags “audio-visual artefact”, hvorfor “In Death’s Dream Kingdom” heller ikke blot er en digital udgivelse. Desuden har samtlige artister skabt deres værker med afsæt i T.S. Eliots digt “The Hollow Men”, hvilket ligeledes gælder for Szu-Ying Chens artwork.

Uafhængigt af Houndstooths alternative overvejelser vedrørende format og udgivelse er “In Death’s Dream Kingdom” et sammenhængende værk, der indeholder bidrag fra flere af senere års mest interessante elektroniske artister, heriblandt Lanark Artefax, Pan Daijing, Abul Mogard og Roly Porter.

Udgivelsen spænder mellem ambiente og dronede til mere technoide numre, ofte underspillede og alarmerende i deres udtryk. Houndstooth selv beskriver udgivelsen som “dark music for dark times”, og bortset fra selskabets konceptuelle tanker, er det da også den gennemgående ildevarslende stemning, der er med til at binde de 25 numre sammen. I anledning af udgivelsen bringer vi et mini-interview med Houndstooths bagmænd, Rob Butterworth og Rob Booth, i et forsøg på at blive klogere på inspirationen bag og hensigten med udgivelsens format i denne streaming-æra.

P/A: You’ve stated that the release “represents a complete rethink about what it means to compile and commission music in the streaming era”. Can you elaborate on what this rethinking consists in? In what sense does this “post-album project” vary from a playlist or a digital album compilation?

HT: “It’s bigger in scope than a typical compilation, by giving the artists a theme to work with its more in line with a curated playlist, so we felt it sits somewhere between the two. Also the release structure of building the work by premiering new tracks daily until complete was something we hadn’t seen done before. As there isn’t much information about tracks available on streaming services we also had a dedicated microsite http://iddk.houndstoothlabel.com/ to be used in conjunction with playing the release so further information about the artist and track was available.”

P/A: Why did you choose TS Eliot’s poem “The Hollow Men” as the mandatory inspiration for the contributing artists?

HT: “We were looking for something that described the music but also gave scope for experimentation, we also wanted it to inspire deeper thought into its meaning. After much searching we came across this and felt it was a perfect fit.”

P/A: How did you choose the artists on the release?

HT: “They were all artists we admired and had wanted to work with, we simply drew up a wish list. Luckily we not only got the ones we wanted but more besides.”

P/A: What would you say are the strengths and weaknesses of digital releases in this so-called ‘streaming-era’?

HT: “They allow much greater scope in duration which was important for a project like this. We’re in a golden age of TV where viewers binge on hours of episodes, in a similar way we felt this longer form allowed listeners to enjoy as much or as little of the work as they wanted.”

Info: In Death’s Dream Kingdom er ude nu på Houndstooth.

Live report from Rashad Becker and Croatian Amor, Proton, 16.02.2018 – Words and images by Cameron Pagett.

It’s super windy, my face is nearly numb and I am pedaling as hard as I can through another cold Copenhagen winter night. Normally my breathing wouldn’t be so hard, my effort not so severe and the numerous frigid tears falling from my eyes so many, but I am hurrying for a noble cause… I don’t want to be late to see Croatian Amor. It’s the first show from the exciting team at Proton in one of Copenhagen’s newest and most exciting venues “Alice”, and I don’t want to miss a second of it. I’m whipping my phone out of my pocket at every light to check the time, a train fiasco has put me on the verge of tardiness and I feel as if I risk frostbite akin to an Arctic explorer each time I expose bare skin to a -3 night.

Small orbs of light illuminate the facade of Alice in a small courtyard of Sankt Hans Torv and my heartbeat begins to slow even as I hurry to secure my bike. I have just received a text from a friend already inside that the set has begun but a few minutes before and I can already feel the familiar texture of noise seeping with the night mist through the walls giving me a feeling of warmth as I get closer to the door. After a brief chat with an old colleague I make my way into the mainstage room and it’s packed. I’m not the tallest person and it seems that every 1.9 meter plus person in Europe has taken up a spot in the back of a very dark room.

The dim lights from the bar and faint glimmers of stage light intermittently give me my first visual clues in a venue I am visiting for the first time. I can see curtains, I see heads and all I hear is the rise and fall of Loke Rahbek’s new material and the pin-drop silences between melody, voices and beat.

I need to get to the front of the room and program my camera for what will be a very challenging lowlight setting. It seems perilous with the room at near capacity and I try to find an elevated space for a longshot as I start to doubt I will be able to reach the front and would hate to disturb anyone’s experience with an ill-timed shove. My new search doesn’t un-earth anything I can climb on, but instead reveals a rather imposing tall man making his way to where I want to be along the edges of the black curtains which hug the walls. I take my chance quickly and duck in behind his juggernaut frame fast-tracking my way in his wake to the promised land. The room seems to darken the closer I get to the stage and faces are only familiar within a few feet as the front becomes a more possible destination. I spot my friends a few rows from what feels like the front when I begin to notice something very cozy happening where the first few rows of people would be standing. There is not much to sit on other then the stage, and people are huddling on the floor in clusters along the wall and directly in front. Some looking up to view Rahbeck’s statuesque performance style, others with their heads tucked down or into eachother taking in the dark, melancholic and slightly urban soundscape filling the room. Feeling a sense recognition, I huddle in next to them and begin falling into line with the new set curious to explore the adventure when Croatian Amor paints a story in sound.

Rahbek’s solo project Croatian Amor is a now well known name in the Experimental Noise and general DIY-scene in Copenhagen and parts of Europe after numerous, successful releases on posh isolation and Edition Mego. Admirers and listeners have come to adore a sound that can be described as complex, thought provoking, and romantic with an underlaying tone of feint melancholia. With all new material filling the room I would venture on the side of caution when describing what I experienced as I feel music from Croatian Amor is best described from a point of familiarity. What I heard as I began to unthaw in the warmth of the room built a sense of high curiosity. Less frenetic and bombastic in practice, Rahbek seems to be working with a more metropolitan soundscape then what has been presented in previous outings. Drawing on what felt to be a less mystical, more concrete and metallic sound, the music was, as is custom with Croatian Amor, penetrative yet more cinematic in scope. One person remarked “The music puts me in a prison of my own mind, and I can feel all my worries but its exactly what I needed. It left me feeling re-charged.”

Steering clear from the usual feminine and mythical ambiguity in voice overs, the new material from Croatian Amor seemed to favor a more soulful and old world female presence with looping voice-overs proclaiming “Do you feel the way that I do?” as the set simmered to a close. The room was dim, the room was filled with sound, then the room was silent and seemingly as quickly as the performance began the lights gave a final salute and Rahbeck left the stage.

Proton is an independent collective dedicated to bringing acts that are both exciting and adventurous as well as brimming with quality. Existing for a little over three years and made up of the same crew who are responsible for experimental electronic music festival Phono and booking at the now closed Jazzhouse they look to curate adventurous electronic music. Not strangers to the exotic and unpredictable the night marked the first collaboration with the now merged venue Alice. Importantly it brought a special show and appearance from Berlin based DIY legend Rashad Becker to close the night. With upcoming shows from Low Jack & Black Zone Myth Chant and a first time CPH performance from Carla Dal Forno its safe to say that this group look set to become the prominent name in alternative and experimental music in Copenhagen for the present and near future.

(To be continued below…)

After a smoke and nice conversations with friends on the patio between sets most of the audience and some new faces crowded back into the auditorium. Dressed in a dotted shirt with his customary heavy framed black optics Becker struck a loungy yet elegant silhouette against the sparse lighting and black curtains. Known for his devotion to the de-construction of jazz and warping of music form nothing about the show betrayed that notion. Starting with long, looping and rounded notes the absurd sounds seemed to crawl up the walls and dwell in the curvature of the rooms architecture. While Rahbeck’s music seemed to stimulate the inner prision of the mind, Beckers music as one viewer put it “seemed to float above the crown of the head in bulbous and mesmerizing shapes of orange and yellow. It messed with my mind on an intuitive level, but in a way I won’t describe as negative.”

As the set progressed the loops became longer and the shifts from base to the higher pitches more pronounced and surreal. The music Becker elected to play felt as if it existed in an unknown spacial continuum shifting in forms with rounded edges. Explorative to the point of obsession, Becker seems to follow his sounds from the perspective of a fascinated researcher allowing the textures to accompany a dynamic and ultimately liberated sound structure. Original in sound, yet allergic to predictable material the set created both interest and an undeniable sentiment of polarization as many trickled from the room before the set drew to a close. The sounds Becker chose to perform with are not easy listening and are not attached too severely to linear experience but seem to draw upon experience itself as the key component to appreciation. The music is challenging, as one person put it, “I felt I needed to sit in order to listen to it properly.”

Back on the patio with beer and cigarrettes huddling with friends and moving about I was able to speak with many of the patrons. I had a particularly interesting talk with a British couple just moving from London to Nørrebro.  They commented that they always looked on the crowd below from their adjacent apartment and wondered what was happening. Tonight was the night they decided to venture into the unknown and they were both full of questions as to what they just witnessed. An experimental noise line-up isn’t something many people are used to. The Proton adventure continues here at Alice, and if all else fails at least we can have some cigarrettes on the patio while cuddling in the cold conversing on the things that inspire us looking forward to our next experience challenging us with something out of the ordinary.

Info: See upcoming Proton concerts at their Facebook-page.